Dansk rockbands vilde comeback: Har tabt 80 kilo tilsammen

Det er en halv menneskealder siden, rockbandet Malurt væltede Danmark med numre som “Superlove” og “Mød mig i mørket”.

Men da de torsdag aften tog hul på deres reunion-turné i Store Vega i København, lød et brøl, der ikke efterlod tvivl om, at der er mange danskere, der stadig har et helt særligt forhold til den hedengangne, legendariske gruppe med Michael Falch i spidsen.

Artiklen fortsætter under videoen

Da bandet i sin tid besluttede sig for at stoppe med at spille sammen, var det da heller ikke et stålsat farvel.

– Vi opløste aldrig Malurt. Vi brugte dengang udtrykket, at vi langtidsparkerede det. Men vi skiltes ikke som uvenner, så muligheden for at gendanne bandet har altid foreligget, siger Michael Falch.

“Vi gør det sgu”

For et par år siden ved en Rolling Stones-koncert, hvor Michael Falch, Christian “Kedde” Arendt, Pete Repete, Peter Mors og Dia Nielsen var samlet, blev et “måske en dag” til et “vi gør det sgu”.

– I 2020 er det 40 år siden, vi udgav vores første album, så anledningen lå jo lige for. Men var der også en grund til det?, spørger Michael Falch retorisk.

– Jeg længtes ikke som sådan efter det, fordi det efterfølgende er gået mig så godt i min solokarriere. Men da jeg kunne mærke, at der var en længsel efter det hos nogle af de andre, vækkede det noget i mig, forklarer han.

Gjort en indsats

Det har dog krævet en del for de fem bandmedlemmer at finde melodien igen – bogstaveligt talt.

– Det er klart, at musikalsk har det været noget af en indsats, der har skullet til, før at vi har følt, at vi kunne stå på en scene igen. Tre af de andre – Kedde, Mors og Dia – har ikke stået på store scener i årtier. Og det er bare en anden verden end øvelokalet. Man skal også lige vænne sig til showbizdelen igen, forklarer Michael Falch.

– Vi har virkelig skullet banke rust af både mentalt og fysisk. Men lynhurtigt kom den der Malurt-lyd igen. Sådan er det med bands, der har været unge sammen. Det er ikke noget, vi har gået på musikkonservatoriet for at lære. Vi har lært det ved at spille og øve sammen, siger sangeren.

I bedre form

Da medlemmerne sidste år annoncerede, at de ville vende tilbage som band, var det med løftet om, at de ikke ville gå på scenen som en “tam, gammelfar-agtig version af bandet”.

Faktisk mente Michael Falch, at bandet ville komme så stærkt tilbage, at de ville være i bedre form end i 80’erne.

– Det var måske lige at sætte barren lovligt højt, siger han og griner.

– Men jeg løber altså hurtigere på en kilometer nu, end jeg gjorde, da jeg var 24 år. Så lidt har jeg da levet op til den drøm, siger sangeren.

20 kilo lettere – per mand

Han er imponeret over den ihærdighed, hans bandkammerater har vist forud for koncerterne, hvor de har styrke- og konditionstrænet i ét væk.

– Vi spiller to timer ved de her koncerter, og det er ikke bare sjælere. Det er en rockkoncert, og det er nødvendigt at give den en skalle, hvis man skal være i form. Og det har de virkelig gjort. De har tabt 20 kilo hver, så de har eddermame svedt for det her, siger han.

Som det allersidste nummer spillede Malurt dengang i 80’erne altid “Vi ses igen”, og over de næste par uger skal bandet altså opfylde det løfte rundt omkring på spillestederne i Danmark.

Udsolgt

Koncerterne er alle sammen udsolgt. Det var et spørgsmål om minutter, før Store Vega måtte melde, at der ikke var flere billetter til åbningskoncerten.

Men selv om det lykkedes for bandet at klemme et par ekstra koncerter ind i løbet af foråret, stod det hurtigt klart, at efterspørgslen var så massiv, at de også kunne sætte flere festivalkoncerter i kalenderen og planlægge en efterårsturné.

– Det var et positivt chok. Det gav følelsen af, at der virkelig er nogle derude, for hvem vi har betydet noget i deres ungdom, for hvem Malurt-musikken har præget dem, da de var 15-16 år. Den musik, man hører der, er musik, der sætter sig i hjertet, siger Michael Falch.

Endegyldigt punktum

Den sidste koncert spiller bandet derfor nu først i slutningen af oktober i K.B. Hallen. Men så er det også endegyldigt slut, fortæller han.

– Det er det her år, vi har givet hinanden til det eventyr. Der bliver ikke en runde mere i manegen eller en sommer mere med, siger Michael Falch.

For ham er det vigtigt ikke at udnytte efterspørgslen. For selv om det er rørende at mærke interessen for bandet, så har han sin egen karriere at tænke på også.

– Man skal ikke presse citronen mere end højst nødvendigt, forklarer Michael Falch.

– Jeg gør jo det her med en følelse af overskud, det er ikke, fordi jeg ikke har andre strenge at spille på, at jeg hiver de gamle drenge i manegen. De skal ikke redde min røv i desperation. Det har jeg fået lov at undgå, hvor heldig kan man være, siger sangeren, der især de senere år har høstet stor ros for sine soloudgivelser.

Indbygget melankoli

Alligevel kan han mærke, at det hensætter ham til en anden tid, når han går på scenen med det band, han spillede sammen med, da han kun var nogenogtyve år.

– Der er en indbygget melankoli i det. For tænk nu, hvis det er vanedannende. Jeg kan jo godt mærke, at der er et helt særligt flow, når vi er sammen, et flow man kun har med mennesker, man har været ung med, siger Michael Falch.

– Det er på ingen måde nedsættende over for det band, jeg spiller sammen med nu, for det er noget helt særligt, men det er klart, at når man står der og laver en guitarsolo, som man gjorde med sin bedste ven, da man var helt ung, det er der ikke noget andet, der kan hamle op med. Det har en helt særlig magi, siger Michael Falch.

Selv om det er godt 40 år siden, han skrev de sange, som han nu som 63-årig gengiver på scenen, er der noget, der ikke har forandret sig.

– Der er en vildskab, der lever stadig i mig. Når vi har været i øvelejren, er det ligesom om, jeg har fundet ind til mig selv som ung mand igen. Og det er spøjst, for det føles ikke som noget, jeg påtager mig. Det føles ikke kunstigt. For helvede, det er en rar følelse. Lev stærkt, ik?, siger sangeren.

• Dansk sanger kom ud af sit misbrug: Nu får han stor drøm opfyldt
• Michael Falch i Toppen af poppen: -En sejr at jeg tør