Dansk sanger kom ud af sit misbrug: Nu får han stor drøm opfyldt
Michael Falch fik hjælp, da han for 16 år siden havde udviklet et alkoholmisbrug, men ikke alle er så heldige.
Vinden piber og får træerne til at ryste de gulbrune blade af sig, da Michael Falch i slutningen af oktober åbner døren til Sweet Silence Studio i Sydhavnen i København.
På studiets miksepult har prominente navne som Metallica, Gasolin og Malurt indspillet nogle af deres mest berømte album, men i dag er det Michael Falch og en lang række af hans venner og kolleger, der skal bag mikrofonerne for at indspille støttesangen “Den der elsker livet”, som han har skrevet.
Michael Falch er vokset op i en familie præget af alkoholproblemer, men siden det i 2002 lykkedes ham at vriste sig ud af kløerne på sit eget tiltagende alkoholmisbrug, har han drømt om at hjælpe andre i samme situation.
Derfor har han besluttet at indspille nummeret, der skal bidrage til at skaffe midler og opmærksomhed om hans nyoprettede forening “De vildeste fugle”, der skal støtte børnefamilier, hvor en forælder har alkoholproblemer.
– Mange familier får ikke den hjælp, de har behov for, siger Michael Falch, og det er dem, sangeren vil komme til undsætning.
Det får han hjælp til af andre prominente navne som Lis Sørensen, Jakob Haugaard, Rasmus Walther, Johan Olsen og Dorthe Gerlach, som alle medvirker på nummeret, der er produceret af Chief 1.
Hørte sangen i en drøm
Sangen “Den der elsker livet” hørte Michael Falch første gang i en drøm for nogle år siden. Her drømte han, at det var en sang, Kim Larsen havde skrevet til ham.
Den nu afdøde sanger kunne dog afvise, at han havde haft en finger med i spillet, så sangen var helt og holdent Michael Falchs.
– Jeg har gået og luret på den lige siden og ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle stille op med sangen, for hvis den skulle bruges, skulle det være til et særligt formål, forklarer Michael Falch.
Da han medvirkede i en mindeudsendelse for Kim Larsen i radioen, blev han opfordret til at indspille den.
– Så tænkte jeg, at nu var det måske anledningen til at tage et socialt initiativ, hvor jeg kan tænke lidt ud over min egen karriere. Jeg har altid drømt om at have noget, der var mere end mit eget, noget der havde et andet formål end bare dagen og vejen, forklarer den garvede sanger.
I foreningen “De vildeste fugle” skal både den alkoholafhængige forælder, de pårørende og ikke mindst børnene få mulighed for hjælp og behandling, som de ikke selv ville have råd til.
Mens datteren Mathilde synger med på støttesangen, har Michael Falch inddraget andre familiemedlemmer på flere poster.
– Både min søster, Dorte, og min mellemste datter, Soffi, sidder i bestyrelsen for foreningen, for vi er en slægt, der har været meget berørt af alkoholmisbrug, forklarer Michael Falch.
– Jeg ved jo godt, at det her jo bare er en dråbe i et stort hav, men jeg ved også, at et lille bidrag kan betyde meget for familier, der har brug for det. Det kan være altafgørende for at hjælpe en dysfunktionel familie videre, siger han.
En kolossal befrielse
Det betyder meget for ham at være nået så langt, at han kan hjælpe andre.
– Som årene er gået, har det været så vellykket for mig at finde en hverdag uden alkohol og andre stemningsændrende stoffer. Det har været en kolossal befrielse, siger han.
– Så bliver min svære barndom og mit voksenlivs problemer pludselig en kraft, der kan virke konstruktivt, og at mærke den forvandling er fuldstændigt fantastisk, siger han.
Alle indtægter fra sangen går til foreningen “De vildeste fugle”, og Michael Falch har også planer om en årlig koncert til fordel for sagen, ligesom han håber på bidrag fra private, virksomheder og fonde.
Sangen “Den der elsker livet” udkommer den 7. december.