Dansk sangerinde er på lejlighedsjagt i Barcelona
Sangerinden Saszeline Emanuelle Dreyer flytter snart til Barcelona, og derfor er hun nu på lejlighedsjagt.
Livet ændrer sig snart markant for bloggeren og den tidligere S.O.A.P.-sangerinde Saszeline Emanuelle Dreyer, når hun rykker teltpælene op og flytter mod varmere himmelstrøg.
Den 34-årige kendis har besluttet sig for at flytte til Barcelona med familien.
Nu er hun i fuld gang med at gøre klar til sit spanske eventyr.
Ser på forskellige ejendomme
Sangerinden, der tidligere var kendt under navnet Saseline Sørensen, befinder sig i øjeblikket i Spaniens næststørste by, hvor hun forsøger at finde en god lejlighed til sig selv og sine to sønner, Sean og Dexter.
Det skriver hun på sin blog.
– I denne weekend har vi været ude og se på nogle forskellige ejendomme her i Barcelona tæt på skolen, fordi vi skal finde en lejebolig, hvor vi rykker ind i den første tid, mens vi lige falder til, skriver hun i blogindlægget.
Saszeline Emanuelle Dreyer har også haft tid til at nyde både solen, stranden samt den spanske mad og vin.
Vender snart tilbage til Danmark
Men når hun vender tilbage til Danmark, er der masser at se til.
Der er nemlig mange ting, der skal sorteres, pakkes og smides ud, når den store flytning nærmer sig.
– Vi har virkelig mange ting, mange små ligegyldige ting. Men også mange ting som betyder noget, og som skal gemmes.
– Hvis man flytter fra hus til hus, lejlighed til lejlighed, så kan man “bare'”pakke ned og pakke ud, men med en flytning som denne her skal der tages stilling til meget og handles endnu mere, skriver hun på bloggen.
Afslørede at hun flytter til Spanien
Den tidligere studievært afslørede allerede i starten af maj, at hun havde besluttet sig for at flytte til Spanien med sin familie.
Det skete også i et indlæg på bloggen, hvor sangerinden fortalte, at hun længe har taget tilløb til at flytte til udlandet.
– Jeg er glad for det liv, jeg har bygget op her. Men jeg har en udlængsel, som lever indeni mig. En udlængsel, som vokser sig større, for hvert år der går.
– Og selv om jeg rejser ofte, så er det bare ikke nok, skrev Saszeline Emanuelle Dreyer blandt andet om sin beslutning.
Sangerinden blev kendt som den ene halvdel af popduoen S.O.A.P. i slutningen af 1990’erne.
Siden var hun studievært på musikprogrammet “Boogie”.
/ritzau/FOKUS