Dansk sangerinde i millionhandel
Hanne Boel sælger sit nordsjællandske landsted
Efter flere forsøg har sangerinden Hanne Boel solgt sit landsted udenfor Frederiksværk i Nordsjælland.
Den idylliske ejendom har været i sangfuglens hænde siden starten af nullerne, men nu er det altså tid til at vinke farvel til hjemmet og beliggenheden ud til Arresø – efter to årtier på adressen.
Det skriver boligmediet Boliga.dk.
Ifølge den netop tinglyste salgspris har de nye ejere betalt 8.950.000 kroner for at overtage nøglerne til den 230 kvadratmeter store bolig fra 1850.
Med prisen følgers næsten 13 hektar jord, og så byder landstedet blandt andet på egen bådplads, en vinmark, hestestald og ridebane.
Selv købte Hanne Boel boligen tilbage i 2005 for 4.995.000 kroner af sit daværende selskab Cruella Music, som siden år 2000 har ejet ejendommen.
Solgt med rabat
Indtil for nylig var landejendommen udbudt til salg for 9,49 millioner kroner hos liebhavermægleren Ivan Elftoft Nielsen, der bekræfter salget overfor Boliga.dk, men ikke har yderligere kommentarer handlen.
I Don’t Know Much-sangeren har altså været villig til at slå lidt over en halv million kroner af prisen på landstedet, som har været af og på boligmarkedet flere gange siden 2009, hvor den først kom til salg for 12,8 millioner kroner.
Hanne Boel er en af landets bedstsælgende sangerinder efter en lang karriere indenfor både pop, jazz, soul og gospel med 18 studiealbums i rygsækken – senest Between Dark & Daylight fra 2020.
Se Hanne Boels landsted HER