Dansk sangerinde står frem: Misbrugt som barn
Den ene halvdel af søskendeduoen Me & My - Susanne Georgi - står frem og fortæller, at hun blev misbrugt som 12-årig.
Den danske sangstjerne Susanne Georgi, der i 90’erne og 00’erne lagde bagtæppe til svedige dansegulve – og senere har stillet op til Melodi Grand Prix for Andorra – er stået frem med en dyb, dyb hemmelighed.
Da sangeren kun var 12 år gammel blev hun seksuelt misbrugt. Det skriver hun i et opslag på Facebook.
Susanne Georgi har i mere end 30 år båret på sin hemmelighed, men i kølvandet på afsløringerne om Michael Jackson har hun nu valgt at dele sin historie, fortæller hun til Ekstra Bladet:
Men jeg kunne bare mærke, at jeg blev så påvirket af alt det med Jackson, at jeg havde behov for at komme ud af med det, siger Susanne Georgi til avisen.
I opslaget fortæller Georgi, at hendes hemmelighed i mange år var – ja – en hemmelighed, og at det først er for få år siden, hun har fortalt selv sine nærmeste om sine oplevelser.
Hun fortæller, at overgrebene fandt sted flere gange:
“Jeg blev som 12-årig udsat for overgreb af en voksen, flere gange. Jeg har aldrig snakket med en sjæl om det, før få år tilbage, og mine venner og familie vil nok blive noget chokeret over denne update.”
Personen, som begik overgrebene på Susanne Georgi var ifølge hende “vellidt, elsket af mange, familiefar og faktisk en super rar mand.”
Sangerinden understreger, at hun ikke føler behov for at få dømt manden eller at hænge ham ud. Og at han ikke er et familiemedlem.