Dansk sangerinde tager babyen med i studiet
Sangerinden Nabiha fødte i december, men hun er allerede tilbage i musikstudiet med babyen i armene.
Den danske hitsangerinde Nabiha fødte sin søn i december, kort inden hun skulle have optrådt til DR’s juleshow. Vandet gik under prøverne.
Hun er nu på barsel, men torsdag var hun igen klar til at træde ud i rampelyset, da hun deltog til Zulu Awards 2019 i K.B. Hallen. Sønnike var ikke med, men når hun går i musikstudiet, er han med.
– Jeg har været i studiet med min søn og lavet lidt vokaler. Det er fint at have ham med i studiet. Jeg vælger med omhu, hvornår det er, jeg arbejder, fordi fokus er på at være til stede for min søn.
– Men jeg kender også mig selv, jeg skal jo i gang med at skrive noget mere til fremtiden, siger Nabiha.
Første arrangement
Zulu Awards torsdag aften er hendes første rigtige arrangement, siden sønnen kom til verden.
– Det er rigtig fedt, men også benhårdt. Der sker nye ting hver dag. Men i aften har jeg fået lov til at tage ud, og det er første gang, jeg er ude af min lille barselsboble.
Nabiha og hendes musikteam var selvfølgelig forberedt på fødslen, og derfor havde de på forhånd indspillet singler, som de nu kan dryppe ud løbende, imens Nabiha går hjemme med sin søn, som hun endnu ikke vil afsløre navnet på.
– Vi gjorde det, at jeg udkom med min single i slutningen af sidste år, og jeg har en ny single, der er lige på trapperne. Så vi har forberedt rigtig meget, fordi vi vidste, at jeg ville gå på barsel.
– Vi har musik klar til det næste stykke tid, så det er super fedt, siger hun.