Dansk sangstjerne far for første gang
Alex Vargas blev i sommer far til en lille pige, og det har sat karrieren og musikken i relief.
For den 31-årige sanger Alex Vargas har sommeren ikke bare budt på tid i studiet og i øvelokalet. Han har nemlig haft travlt med et helt særligt projekt derhjemme.
Her har han skullet lære at skifte ble, styre en barnevogn og øve sig på en helt ny rolle som far.
Artiklen fortsætter under videoen
– Det er selvfølgelig det aller-allerstørste, jeg nogensinde har oplevet, siger Alex Vargas og smiler.
Torsdag aften var han en af de optrædende ved Danish Music Awards, og på den røde løber afslørede han, at det er en lille datter, han har fået.
Lille Dolly
Hun har fået navnet Dolly, men sangeren afviser, at hun skulle være opkaldt efter musikidolet Dolly Parton.
– Dog ikke, men det bliver stavet på samme måde, siger han.
Livet som far har allerede sat sine spor hos sangeren.
– Det har ændret alt. Hele følelsesregistret er udvidet, og alle prioriteter er lagt om. De er rykket ned, og så er der kommet denne her nye søjle ind på toppen. Det er helt vidunderligt, siger Alex Vargas.
Han kan mærke, at hans arbejdsrutiner har ændret sig.
– Det har været en kæmpe motivation i forhold til, hvor produktiv jeg er. Lige pludselig er det jo ikke mig, universet drejer sig om, der er kommet et andet centrum, siger han.