Dansk seriestjerne er tilbage efter 10 år
André Babikian blev kendt i DR-serien "Livvagterne", men så lagde han skuespillet på hylden - indtil nu.
Han havde egentlig tænkt sig at stoppe der i midt-00’erne. Stoppe med at spille skuespil og lave noget helt andet. Men så scorede skuespiller André Babikian – ret tilfældigt – rollen som livvagten Jonas i DR-successerien “Livvagterne”.
Efter at have spillet med der i to år, fortsatte han sin vej ud af skuespillet, og i de seneste 10 år har han ikke haft en eneste rolle. Indtil nu, hvor han i foråret kan opleves i TV2 Charlie-krimiserien “Sommerdahl”, hvor han spiller politiefterforsker Dan Sommerdahls makker, Flemming Torp.
– De havde åbenbart problemer med at finde en skuespiller, der skulle udfylde rollen som Flemming. Jeg fik rollen, fordi jeg har en restaurant, og på den restaurant kommer castere. Hende, der castede til hovedrollerne, spiser ofte frokost der.
– Hun spurgte mig, velvidende at jeg ikke spiller længere, om jeg ville give et bud på rollen. Hun har bureau i Kødbyen, hvor min restaurant ligger, så det tog mig 20 sekunder at gå derover. Og så fik jeg rollen, fortæller den 46-årige skuespiller.
Terapeutisk
Udover at eje restauranten H5 i Kødbyen arbejder André Babikian også med ledertræning i et stort konsulenthus. Ønsket om at træne og vejlede andre har sin rod i André Babikians opvækst.
– Jeg er vokset op i en terapeutfamilie, og jeg har altid gerne villet være psykolog. Da jeg var færdig med “Livvagterne”, syntes jeg, at jeg var blevet for gammel til at tage en psykologuddannelse. Det er egentlig noget pjat, men sådan havde jeg det.
– Så har jeg en nær ven, som ejer det her store konsulenthus. Han sendte mig i retning af nogle uddannelser, jeg kunne tage, og så begyndte jeg blidt i hans hus. Og nu laver jeg meget for ham, forklarer André Babikian.
Helt naturligt
Selv om han ikke har stået foran kameraerne i 10 år, så føles det helt naturligt at være tilbage, siger han. Efter den lange pause er det også blevet nemmere at nyde skuespillet.
– Det var lidt som kæresten, man har glemt, at man elskede, og som man kommer tilbage til. Jeg har ikke savnet det overhovedet, men jeg kunne mærke, at det var sjovt, og jeg genoplevede glæden ved at spille skuespil.
– Jeg kan meget bedre nyde det nu, fordi der ikke er et pres på, at det her job skal føre til et nyt. Man er aldrig bedre end det sidste, man har lavet, og det er et sindssygt pres at arbejde under, siger han.
Tilsyneladende er der allerede kommet mere liv i skuespilkarrieren, for André Babikian fortæller, at 2020 byder på mere skuespil, som han har skrevet kontrakt på, men som indtil videre er hemmeligt.
“Sommerdahl” har premiere på TV2 Charlie og TV2 Play den 1. marts klokken 20.55.