Dansk skuespiller skiftede ble på sønnen og missede Robert-sejr

Jacob Lohmann var overbevist om, at han ikke ville vinde ved Robert-uddelingen. Men det gjorde han.

Jacob Hauberg Lohmann troede ikke rigtig på sin egen Robert-chance. Så i stedet for at deltage ved prisuddelingen prioriterede han sin familie og blev hjemme. Klik videre for flere billeder. Foto: sCANPIX.
Jacob Hauberg Lohmann troede ikke rigtig på sin egen Robert-chance. Så i stedet for at deltage ved prisuddelingen prioriterede han sin familie og blev hjemme. Klik videre for flere billeder. Foto: sCANPIX.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der var lagt op til den helt store fest og fejring, da Robert Prisen søndag aften skulle finde sine vindere.

Men en af dem, der blev kaldt på scenen, glimrede ved sit fravær.

Artiklen fortsætter under videoen

Skuespilleren Jacob Hauberg Lohmann blev nemlig udråbt som vinder af Robert-prisen for Årets Mandlige Birolle for sin rolle i DR-serien “Bedrag” sæson tre, men mens folk klappede, gik det pludselig op for værten, Oliver Zahle, at Lohmann slet ikke var til stede i salen.

Og da holdet bag “Bedrag” netop havde modtaget prisen for Årets Tv-serie og derfor stod ude bag scenen, var der heller ikke nogen af dem, der bemærkede, at deres fraværende kollega modtog en pris.

Blev hjemme

Først efter et par kaotiske minutter strøg Bedrag-holdet igen på scenen og kunne forklare, at Jacob Hauberg Lohmann havde prioriteret at være hjemme med sin ni måneder gamle søn, fordi hans hustru, stylisten Louise Hauberg Lohmann, skulle op på arbejde dagen efter.

Det bekræfter skuespilleren over for Ritzau.

– Jeg skifter ble på min søn, så min kone kan passe sit arbejde, og derfor var jeg ikke til stede, fortæller Jacob Hauberg Lohmann.

Han havde slet ikke regnet med at modtage prisen.

– Jeg var sikker på, at min ven Claus Riis ville få den. Han er fremragende i “Fred til lands”, siger den nyslåede Robert-vinder.

Ros af kollegerne

Selv om Jacob Hauberg Lohmann ikke kunne lade sig hylde på scenen foran alle sine kolleger, nyder han stadig det store skulderklap, det er at modtage prisen.

Det er nemlig branchen selv, der peger på vinderne.

– Prisen betyder, at mine kolleger er flinke til at se i min retning. Så tak for det, siger han.

Foruden “Bedrag” kunne Jacob Hauberg Lohmann i 2019 blandt andet ses i spillefilmene “De Frivillige” og “Valhalla”.

– Mit arbejdsliv i 2019 har været alsidigt og udfordrende og alt, hvad man kan bede om som skuespiller. Jeg er en heldig kartoffel og dybt privilegeret, siger han.

Jacob Hauberg Lohmann er fra på søndag aktuel i DR-dramaserien “Når støvet har lagt sig”, hvor han spiller en far, hvis søn har et alvorligt misbrugsproblem.

Powered by Labrador CMS