Dansk skuespillerinde: - Jeg føler mig meget heldig

Skuespillerinden Mathilde Arcel spiller med i Nikolaj Lie Kaas' nye serie "Agent". Hun er mest velbevandret i teatret, men er også lun på at lave mere tv

Offentliggjort Sidst opdateret

Skuespillerinden Mathilde Arcel kommer fra en særdeles kreativ familie.

Hendes mor, Nastja Arcel, er skuespillerinde, hendes onkel er den Bafta-nominerede instruktør Nikolaj Arcel, der står bag "En kongelig affære", hendes søster, Maria Jencel, er journalist, og så er hun svigerinde til radioværten Pelle Peter Jencel.

Hidtil største rolle

Nu er det den 26-årige skuespillerindes tur til at stå forrest i rampelyset i bedste sendetid. Det gør hun i sin hidtil største rolle på tv i Nikolaj Lie Kaas' nye serie, "Agent".

- Jeg føler mig meget heldig i, at det er en af de første større ting, fordi vi har haft det så sjovt, godt og grinet meget på settet, siger det fremadstormende talent.

Danner parløb

I serien spiller Mathilde Arcel rollen som Line, der er hovedkarakteren, Joes, assistent. 

De danner parløb, og Joe har en trofast livline i hende, når han er ude, hvor han ikke kan bunde.

- Jeg kan godt genkende det her med virkelig at ønske at gøre det godt. At løbe efter tiden og bruge nætterne på at arbejde, siger hun og fortsætter:

- Pludseligt opståede situationer, der pludselig er det vigtigste, og man lægger al sin energi i det, indtil det er løst. Det synes jeg, er inspirerende ved hende. At hun også lidt har et pleaser-gen, kan jeg også godt genkende.

Et andet tempo

Mathilde Arcel er mest velbevandret i teater, hvor hun blandt andet har spillet hovedrollerne i den Reumert-belønnede opsætning af Jane Austens "Stolthed og fordom" og i den anmelderroste forestilling "Mørkt forår".

Noget af det, der adskiller teateropsætninger fra tv-produktioner, er ifølge Mathilde Arcel, at man ved teater øver sig i flere måneder op til premieren og har mulighed for at "gøre det igen i morgen".

På tv-produktioner er tempoet et andet.

Har ikke skræmt hende væk

- Jeg synes, at det er rigtig svært at slippe ting. Det er noget af det sværeste ved at lave tv. Men til gengæld kan jeg godt lide, at man bliver tvunget til det, siger Mathilde Arcel og fortsætter:

- Man kan ikke gå og slå sig selv i hovedet, hvis noget ikke lige blev, som man ønskede det. Man er nødt til at stole på, at instruktøren har overblikket, siger hun.

Rollen i "Agent" har bestemt ikke skræmt Mathilde Arcel væk fra tv-verdenen. Hun ser gerne, at den fremtidige karriere byder på lidt af hvert.

Premiere på TV2

- Egentlig er jeg virkelig glad. For lige nu får jeg lov til at prøve rigtig mange forskellige ting - både i teater, drama, komedie, hovedroller og biroller. Og så skal jeg nu spille med i en film, som bliver min første spillefilm.

- Jeg håber faktisk, at jeg får lov at prøve nye ting hele tiden. Det kunne være vildt sjovt, siger hun.

Man kan opleve Mathilde Arcel i "Agent", når serien senere i 2023 får premiere på TV 2 og TV 2 Play.

Mathilde Arcel var blandt modtagerne af Lauritz-fondens Believe in You-pris, da Lauritzen-prisen blev uddelt i 2022. (Arkivfoto).
Mathilde Arcel var blandt modtagerne af Lauritz-fondens Believe in You-pris, da Lauritzen-prisen blev uddelt i 2022. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS