Dansk stjerne har født en lille pige
Julie R. Ølgaard blev mandag mor til en pige med sin mand, Gustav Muus. De har i forvejen sønnen Cooper.
Skuespillerinden Julie R. Ølgaard er blevet mor for anden gang, oplyser hun på sin Instagram-profil onsdag.
– Hej verden. Velkommen lille basse. Mandag kom vores datter til verden med et kæmpe skrig og en helt mørk manke som sin flotte far – og jeg er allerede fuldstændig vild med hende, skriver Julie Ølgaard i sit opslag.
Skuespillerinden afslørede i januar i år, at hun var gravid.
Hun blev første gang mor i maj 2017, da hun sammen med sin mand, hospitalschef Gustav Muus, blev forældre til sønnen Cooper.
Sammen med sine skuespillerkollegaer og gode veninder Laura Christensen og Neel Rønholt har Julie Ølgaard Youtube-kanalen NIPSkanalen.
Her kan man følge de tre skuespillerindes liv, deres venskab og kampen for at samle penge til deres spillefilm “Sensommer”.