DMI: Risiko for hagl og torden lørdag – her bliver vejret voldsomt

Der er udsigt til masser af regn lørdag - et enkelt område af landet risikerer voldsomt vejr.

Udgivet Opdateret

Vejret den 8. december 2018 tegner til at blive en smaskvåd omgang – endda med mulighed for både hagl og torden.

Det er meldingen fra vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Anja Bodholt, til Newsbreak.dk lørdag morgen.

– Bygerne kommer til at strømme indover landet fra Nordsøen i løbet af dagen, og der er størst mulighed for regn i den vestlige del af landet. Der kan måske også være hagl og torden i nogle af bygerne, siger Anja Bodholt.

Hun tør ikke komme med et bud på, hvor stort dagens regnskyl forventes at blive.

– Det bliver simpelthen så lokalt, og kan være vidt forskelligt med bare 10 kilometers afstand, siger meteorologen.

Vejret den 8. december 2018: Varsler voldsomt vejr

Allerede fredag aften valgte vejrtjenesten at udsende et varsel om, at der ved Vadehavet i den sydvestlige del af landet kommer forhøjet vandstand.

Varslet er et såkaldt kategori 1-varsel, som DMI betegner som “voldsomt vejr”.

Det bliver dog formentlig ikke helt så dramatisk, som det lyder i varlset ifølge Anja Bodholt.

– Vi snakker om en smule forhøjet vandstand, som måske kun bliver et par centimeter over, hvor vi varsler. Så det er en lille forhøjet vandstand, siger meteorologen.

Varslet er gældende lørdag fra klokken 14 til klokken 16.

En blæsende omgang

Vejret den 8. december 2018 bliver i det hele taget en blæsende omgang, fortæller Anja Bodholt.

– Der ligger et lavtryk mellem Gotland og Norge, som i løbet af dagen trækker indover Skagerrak og giver jævn til hård vind. Det bliver mere blæsende henimod aftentimerne, hvor vinden bliver frisk og op til kuling, siger hun.

Dagens temperatur kommer til at ligge mellem 6 og 8 grader, oplyser meteorologen desuden.

I galleriet ovenfor kan du se de seneste vejrprognoser fra DMI.

Powered by Labrador CMS