Dansk stjerneinstruktør får særlig gestus i Cannes
Danske Nicolas Winding arbejder på serien "Too old to die young" og skal vise to afsnit på Cannes-festivalen.
Selv om ingen danske instruktører i år er med i konkurrencen om at vinde den prestigefyldte Guldpalme i hovedkategorien for bedste film i Cannes, får den danske instruktør Nicolas Winding Refn alligevel lidt stjernestøv.
Hans serie “Too old to die young”, der stadig er undervejs, skal nemlig vises på filmfestivalen.
Det oplyser arrangørerne af filmfestivalen på et pressemøde torsdag.
Og det kan danskeren godt være stolt af, selv om serien er uden for konkurrence og dermed ikke kan vinde en pris, fortæller Nanna Frank, formand for De Danske Filmkritikere.
– At Nicolas Winding Refn får mulighed for at vise to afsnit er ret stort. Det er en anerkendelse af ham som instruktør, og det er en cementering af ham som en Cannes-darling.
– Det er sjældent, at afsnit af serier bliver vist på festivalen, så han bliver del af et stærkt felt, siger hun.
Der er tale om afsnit fire og fem, der vil blive vist for nogle af filmindustriens mest indflydelsesrige.
En darling på festivalen
I 2011 vandt Winding Refn den prestigefyldte pris for bedste instruktør i Cannes for dramaet “Drive”, hvor han instruerede Hollywood-stjernen Ryan Gosling.
Refns film “The Neon Demon” var også med i opløbet til festivalens hovedpris i 2016, hvor den fik en noget blandet modtagelse.
Efter visningen på festivalen fik horrorthrilleren både buhråb og klap med på vejen. Kritikken tog Winding Refn dog ganske roligt.
– Vi har ikke lavet en film til forældrene, men derimod til teenagerne, fordi det er dem, der er interessante, sagde danskeren efter visningen til Reuters.
Danskeren måtte da også se sig slået af filmen “I, Daniel Blake” af veteranen Ken Loach. Ken Loach har også i 2019 en film med i hovedkategorien.
Filmen har titlen “Sorry we missed you” og skal konkurrere med i alt 18 andre film i hovedkategorien.