Dansk teenageprinsesse fejrer fødselsdag

Prinsesse Isabella fylder 14 år i en tid, hvor hun har været hjemsendt fra skole på grund af corona

Onsdag fylder prinsesse Isabella 14. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

I kronprinsfamilien må man se, hvordan der kan holdes coronavenlig fest, når prinsesse Isabella onsdag den 21. april kan fejre sin fødselsdag.

Hun er andet barn af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary. Og det gør hende til nummer tre i arvefølgen til den danske trone efter sin storebror, prins Christian, sin far, kronprins Frederik, og sin farmor, dronning Margrethe.

Ligesom i andre unges liv har coronavirusset fyldt meget for prinsesse Isabella det seneste år.

Hendes skoleår på Tranegårdskolen i Gentofte Kommune, hvor hun går i 7. klasse, har været præget af meget hjemmeundervisning på grund af nedlukningerne.

Hendes storebror, prins Christian, og to mindre søskende, tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine på ti år, går også på skolen.

Corona kom også ind i de royale gemakker på Amalienborg Slot det forgangne år.
Derfor måtte hele kronprinsfamilien gå i isolation i deres hjem, da prins Christian blev smittet med corona i begyndelsen af december 2020.

Det skete efter et smitteudbrud på Tranegårdskolen.

Udsigten til genåbning af landet vil ikke kun komme prinsesse Isabella til gode i skolesammenhæng, men også i fritiden.

Deler hobby med mor

Prinsesse Isabella interesserer sig blandt andet for tennis og ridning – sidstnævnte hobby deler hun med sin mor, kronprinsesse Mary, og sin lillesøster, prinsesse Josephine.

Den 14-årige prinsesse kom til verden på Rigshospitalet i København 21. april 2007.

1. juli samme år blev hun døbt i Fredensborg Slotskirke, hvor hun fik navnene Isabella Henrietta Ingrid Margrethe.

Henrietta er navnet på prinsesse Isabellas afdøde mormor, Henrietta Clark Donaldson.

Margrethe er navnet på hendes farmor, dronning Margrethe, mens Ingrid var navnet på prinsesse Isabellas royale oldemor, dronning Ingrid.

Powered by Labrador CMS