Dansk tv-stjerne ramt af tilbagefald
Skuespiller Esben Dalgaard er igen blevet ramt af kræft

Den kendte skuespiller Esben Dalgaard er endnu engang blevet ramt af modermærkekræft og denne gang har sygdommen spredt sig.
Det skriver skuespilleren selv i et opslag på Instagram.
"I mit tilfælde er det modermærkekræft der har spredt sig. (...) Kræft er noget lort! Men jeg føler at jeg er i bedste hænder… når jeg sådan hver 3. uge indtager min plads på Herlev Hospital," skriver Esben Dalgaard blandt andet i opslaget.
Skuespilleren blev i 2018 erklæret rask efter et forløb med modermærkekræft, men sygdommen er altså nu vendt tilbage.
Opfordrer til tjek
I opslaget deler skuespilleren desuden en video, han har lavet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.
Her opfordrer han blandt andet til, at man lader sig tjekke for kræft.
Esben Dalgaard er kendt for roller som Anders i serien “Hånd i hånd”, betjent Møller i “Bedrag” og nissen Grot i julekalenderen “Tinka og kongespillet”.
Han har desuden medvirket i Vild med Dans i 2018-sæsonen, hvor han dansede med Mille Funk.