Dansk tv-vært køber hus til 31,5 millioner
10 værelser og et grundareal på 1600 kvadratmeter er bare noget af det, der følger med i prisen på kæmpevilla.
Kærligheden blomstrer for Vild med dans-værtinden og iværksætteren Christiane Schaumburg-Müller og kæresten Daniel Åxman, der har cementeret deres forhold og købt hus for et svimlende beløb i Gentofte.
Det skriver boligsitet Boliga.
Artiklen fortsætter under videoen
Villaen i forstadskommunen, der ligger lidt nord for København, har kostet dem ikke mindre end 31,5 millioner kroner.
Men de får også noget for pengene.
– Parret kan således se frem til at rykke ind i en villa på hele 528 kvadratmeter fordelt på ti værelser – og med et tilhørende grundareal på næsten 1600 kvadratmeter, skriver Boliga.dk.
Ifølge sitet er der tale om et såkaldt mageskifte, hvor parterne i handlen bytter ejendom, og en eventuel værdiforskel betales.
Købte L.O.C ud
Christiane Schaumburg-Müller har tidligere delt adresse med rapperen L.O.C., som hun dog købte ud af deres fælles villa i Hellerup sidste år.
Med boligkøbet i Gentofte markerer Christiane Schaumburg-Müller og Daniel Åxman sig med en af de dyreste handler på boligmarkedet i år.
For Daniel Åxman er det dog pebernødder.
Han har tidligere været omtalt i flere medier, da han gennem selskabet Lead Connection Limited købte Asiens dyreste lejlighed – en lejlighed til den nette sum af 430 millioner kroner.