Dansk verdensstjerne med begge ben på jorden: Stopper 6-årig fan på gaden og giver en highfive

Christian Eriksen er fuldstændig i øjenhøjde med sine fans

Christian Eriksen var i Odense for at spise is med sin kæreste (Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

6-årige Hjalte Bak fra Tarup fra Odense fik sig sit livs overraskelse, da han tirsdag eftermiddag var en tur inde i byen med sine forældre.

For den unge fodboldfan havde iført sig sin yndlingsfodboldtrøje – en Tottenham-trøje – og det var noget, der faldt i en forbipasserendes smag.

Den forbipasserende var ingen ringere end landsholdsstjernen Christian Eriksen, der slår sine folder i netop Tottenham, når han ikke er afsted med det danske landshold.

En oplevelse for livet

Christian Eriksen spurgte drengen, om han ikke lige skulle have en high-five og et billede med på vejen – før han fortsatte sin tur rundt i Odense, skriver Fyens.dk.

Først derefter gik det op for Hjalte Bak, hvem han lige havde mødt. Og ifølge drengens mor, Jane Bak, er det helt sikkert en oplevelse, der vil sætte sig for livet:

– Det sidste Hjalte sagde, da han skulle i seng, var, at han troede, han ville drømme om Christian Eriksen, siger Jane Bak til Fyens.dk.

Powered by Labrador CMS