Danske Connie indtager Hollywood-superheltefilm
Den danske Hollywood-skuespillerinde Connie Nielsen har en fremtrædende rolle i den nye "Wonder Woman"-film.
Når DC Comics nye storfilm “Wonder Woman” får premiere til sommer, er der drysset dansk stjernestøv over castet.
Den danske Hollywood-skuespillerinde Connie Nielsen indtager nemlig rollen som Wonder Womans mor, Hippolyta – dronningen af Amazonas, i filmatiseringen om tegneserieheltinden.
Bag Wonder Woman gemmer amazoneprinsessen Diana sig. Hun har rødder tilbage i den græske mytologi, og i filmen kæmper hun for at forhindre onde kræfter i at overtage verdensherredømmet.
Warner Bros. Pictures, der står bag “Wonder Woman”, har netop udsendt en ny trailer, og her ses Connie Nielsen i hele startsekvensen på 22 sekunder.
– Guderne har givet os mange gaver – en dag vil du kende dem alle, siger den 51-årige frederikshavner i rollen som Hippolyta til Wonder Woman som barn.
Igen efter 1 minut og 15 sekunder ses Connie Nielsen tale til sin nu voksne datter.
– Vær forsigtig, Diana, lyder det fra hende.
Den er god nok
Connie Nielsen bekræftede rollen som Hippolyta tilbage i januar 2016 gennem et tweet.
– Er virkelig glad for at spille Queen Hippolyta i DC Comics “Wonder Woman” og arbejder allerede hårdt med forberedelserne, skrev skuespillerinden.
Hun har også i et retweet lagt billeder af de nye dukker, der sælges i forbindelse med filmen.
Den relativt ukendte israelske skuespillerinde Gal Gadot indtager rollen som Wonder Woman, og også Hollywood-hugget Chris Pine, Victoria’s Secret-supermodellen Doutzen Kroes og “House of Cards”-stjernen Robin Wright er en del af castet.
“Woman Woman” er den seneste film i DC Comics filmatisering af tegneseriehelte.
Derfor er Connie Nielsen også på rollelisten, når de mange superhelte – lige fra Batman til Superman – mødes i filmen “Justice League”, der får dansk biografpremiere 16. november.
“Woman Woman” har dansk biografpremiere 1. juni.
Se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=INLzqh7rZ-U
/ritzau/FOKUS