Hjulmand: Tjekkerne er rene maskiner

De har en enorm arbejdsmoral og spiller med samme energi og intensitet som Danmark, mener landstræneren

Kasper Hjulmand tiltrådte som dansk landstræner i sommeren 2020, og efter et år i jobbet har han allerede lavet imponerende resultater med landsholdet.
Udgivet Opdateret

Der er lagt op til tæt duel om en semifinaleplads mellem to hold, der har de samme styrker.

Sådan lyder forventningen fra fodboldlandstræner Kasper Hjulmand forud for lørdagens EM-kvartfinale mellem Danmark og Tjekkiet i Aserbajdsjans hovedstad, Baku.

Begge hold spiller med stor energi og intensitet, når de kollektive forsvars- og angrebsmaskiner prøver at få overtaget på modstanderen.

Bukker ingen af holdene under for varmen og luftfugtigheden i Baku, er der lagt op til 90 eller 120 minutters strid om at få kontrollen.

De gør som os

Det har landstræner Kasper Hjulmand forberedt sine spillere på.

- Intensiteten og det samlede spil, hvor alle bidrager offensivt og defensivt, har været vores kendetegn i turneringen, og det har vi mast vores modstandere på. De er blevet overraskede over vores intensitet eller har i hvert fald ikke kunnet modstå det.

- Nu møder vi for første gang et hold, der for alvor gør præcis det samme som os, siger landstræneren.

'Dygtige maskiner'

Han har nøje gransket alle tjekkernes EM-kampe. Ud over en underholdende sejr over Skotland, mener han, at tjekkerne var bedst i den uafgjorte kamp mod Kroatien og var ligeværdige i 0-1-nederlaget til England. I ottendedelsfinalen mod Holland var tjekkerne også bedst.

- De spiller med en intensitet, som kan overraske mange, hvis man ikke lige er klar på det. De har mange virkelig dygtige maskiner på holdet, og deres arbejdsmoral er blandt de bedste i Europa, siger Kasper Hjulmand.

En række af tjekkernes vigtigste spillere er også holdkammerater i mesterklubben Slavia Prag.

Dertil kommer udlandsprofessionelle profiler som blandt andre West Ham-duoen Vladimír Coufal og Tomás Soucek samt målslugeren Patrik Schick fra Bayer Leverkusen.

Mange roligans jublede formentlig, da de så tjekkerne vinde over Holland i ottendedelsfinalen, så Danmark så ud til at have fået en svagere kvartfinalemodstander. Men ikke Kasper Hjulmand.

Ikke en drømme-modstander

Han køber nemlig ikke ind på, at Tjekkiet er en drømmemodstander i jagten på at nå semifinalen på Wembley.

- Helt objektivt er det en underlig holdning at vurdere Holland til at være stærkere end Tjekkiet. Det er nok, fordi man hænger fast i historien og i enkeltspillere.

- Hvis man kigger på tjekkernes resultater og spil, så ser man et virkelig godt hold, der bare drøner derudad, og som med en enkelt undtagelse ikke har tabt med mere end et mål de seneste to år, selv om de har mødt stærke nationer, siger Hjulmand.

EM-kvartfinalen begynder lørdag klokken 18.

Powered by Labrador CMS