Danske kendisser: -Her er vores ønsker for 2018

Suspekt, Stine Bramsen, Martin Jensen og Scarlet Pleasure fortæller, hvad de ser frem til i det nye år.

Stine Bramsen glæder sig til at vende tilbage til scenerne i 2018, efter at hun har været på barsel. Foto: Scanpix/Niels Ahlmann Olesen (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Når champagnepropperne springer ved midnat, og raketterne skydes til vejrs, er det samtidig begyndelsen på et nyt år.

Musikalske triumfer

2017 har været et musikalsk triumfår for Scarlet Pleasure. Bandet har blandt andet vundet P3 Lytterhittet for “Deja Vu” og to statuetter ved Danish Music Awards.

Men kreativt kan 2017 sagtens toppes, lyder det fra bandet.

– Vi har haft et godt output i år, så jeg tror, det handler om at fortsætte det og blive endnu bedre, siger Scarlet Pleasures forsanger, Emil Goll, og uddyber:

– Det er trods alt dét, der er det vigtigste i sidste ende, og så tror jeg også, vi har fundet ud af, at det ikke nødvendigvis er succesen, der gør dig lykkelig – det er den proces, du har med det, forklarer han.

Starter nyt år med ferie

For rapperne i Suspekt begynder 2018 helt afslappet:

– Vi tager på to måneders ferie. Vi skal bare til Sydøstasien og hygge os, og så tager vi den, når vi kommer hjem igen, afslører Emil Simonsen fra den hårdkogte raptrio.

Soleima skal også til udlandet, men det er for at optræde, og det ser sangerinden meget frem til.

– Vi skal spille en del i Skandinavien, og så har vi også lige så stille taget hul på England. Det glæder jeg mig rigtig, rigtig meget til. Der har vi været lidt og skal spille lidt mere der i 2018, så det bliver rigtig dejligt.

Stine Bramsen skal på tour

I maj blev Stine Bramsen mor for anden gang, så derfor glæder hun sig til også at synge andet end vuggeviser.

– Jeg skal på tour igen efter en lille pause med barsel og sangskrivning, så jeg glæder mig vildt meget til at komme i gang på scenerne, lyder det fra den 30-årige sangerinde.

En, der derimod har været ude på alverdens scener i 2017, er den danske dj Martin Jensen.

Den 26-årige musikmager har indtaget hitlisterne kloden over og har over 600 millioner afspilninger på Spotify og håber på endnu flere hits i 2018.

– Jeg ønsker mig selvfølgelig bare flere shows, flere job, flere singler og så bare blive ved med at underholde folk, siger Solo Dance-skaberen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS