Danske kendisser kræver milliongodtgørelse

Advokat mener nu at kunne dokumentere, hvordan 19 kendte fik deres brug af kreditkort overvåget og misbrugt.

Offentliggjort Sidst opdateret

En stor gruppe kendte rejser nu et krav om godtgørelse i millionklassen for den ulovlige overvågning, som Se og Hør gennem flere år udsatte dem for.

På vegne af 19 kendte har advokat Brian Larsen stævnet Aller Media, to tidligere chefredaktører samt den såkaldte tys-tys-kilde.

Hertil kommer et erstatningskrav mod kreditkortudbyderen Nets.

– Samlet set drejer det sig om et beløb i millionklassen. Det kan være, det bliver reguleret op eller ned i løbet af retssagen, siger advokat Brian Larsen, der på nuværende tidspunkt afviser at komme beløbet nærmere.

Han repræsenterer blandt andre skuespillerne Mads Mikkelsen og Casper Christensen. Også Rigmor Zobel og Remee er blandt hans klienter.

En ventet udløber af sagen

Kravet om økonomisk kompensation er en ventet udløber af den store Se og Hør-sag, der er blevet kaldt Danmarkshistoriens største medieskandale.

I november sidste år blev en stribe personer dømt i sagen, herunder de tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen.

Under straffesagen i Glostrup forklarede flere af de forurettede, hvordan ugebladets overvågning har påvirket deres liv.

Tv-vært blev paranoid

Eksempelvis kunne tv-værten Line Baun Danielsen fortælle om journalister fra Se og Hørs påfaldende evne til at spore hende. Og om hvordan det fik hende til at tvivle på sine allernærmeste.

– Det var mistillid, og det var mistro, sagde tv-værten, der på et tidspunkt blev så paranoid, at hun beskyldte sin kæreste for at tippe Se og Hør.

Forklaringen var dog en ganske anden. Nemlig at en it-operatør hos Nets gennem flere år overvågede de kendtes brug af kreditkort. Oplysningerne solgte han til Se og Hør, som på den måde kunne jagte de kendte.

I alt mener man, at over 100 kendte er blevet overvåget af Se og Hør, og det er mange af dem, der nu kræver kompensation.

Advokat Brian Larsen oplyser, at han ud over de 19 sagsøgere repræsenterer en stribe andre kendte, og at der meget vel kan komme nye krav fra dem.

Det har tidligere været fremme, at den radikale EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen kræver en kompensation på en kvart million.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS