Danske komik-konger: Sådan var vi i 1984
Komikerduoen Casper Christensen og Frank Hvam arbejder på deres nye film, "Dan-Dream", der foregår i 1984.
I en tid før væltede tvillingetårne og braste mure var der en verden med blå himmel og grønne bøgetræer.
Netop den verden har komikerduoen Frank Hvam og Casper Christensen forsøgt at indkapsle i deres kommende komedie, “Dan-Dream”, mens de har filmet rundt omkring på Fyn i den solrige september.
Filmen foregår i 1984. Havde makkerparret mødt hinanden dengang, havde den danske comedyscene måske set helt anderledes ud i dag.
– Jeg tror ikke, vi havde været venner på det tidspunkt, siger Casper Christensen:
– Frank var meget fra landet i den alder. Faktisk mere end i dag. Det kunne jeg ikke lide dengang, for der skulle det helst være så smart som muligt, siger den bundærlige “Klovn”-medskaber.
Frank Hvam er dog ikke enig. Han mener, at til trods for, at han selv var 14 og Casper 16 dengang, kunne de godt have været venner.
– Vi havde vel spillet noget spark til dåsen eller rundbold, foreslår Frank Hvam.
For deres kollega Lars Hjortshøj, der også spiller med i filmen, var 1984 også et ganske skelsættende år. Han var på det tidspunkt 17 år.
– Jeg kan tydeligt huske 1984, for jeg flyttede til USA på det tidspunkt. Det var et fantastisk år på alle måder, siger “Omvendt”-komikeren.
Han kalder det et afgørende år, fordi han på det tidspunkt blev introduceret til stand-up, som skulle vise sig at blive hans levevej og måden, han mødte begge parter i den populære Klovn-duo på – og som han nu arbejder med på en film, der foregår i netop 1984.
– Det kan da godt være, det hele hænger sammen på den måde. Nu er ringen jo slut. Det er faktisk meget poetisk, siger han.
/ritzau/FOKUS