Danske popmusikere: Her er 2015’s største hit
MØ, Kesi og en genopstået X Factor-deltager hitter på pladeafspilleren hjemme hos landets populære popmusikere.
Selv om de selv beskæftiger sig med musik og knuselsker deres egen, er der bare nogle hit, der formår at sætte mere fut i dansefødderne end andre.
Som en genopstået musikalsk Fugl Phønix overraskede den første danske X Factor-vinder nogensinde, Martin Hoberg Hedegaard, alle, da han leverede en vild optræden til årets P3 Guld med nummeret “Levitate Me”.
Det imponerede comeback gav genlyd blandt både publikum og hele vejen til den etablerede musikbranche, hvor særligt Dúné-drengene er vilde med det hårdtslående hit.
– Jeg er blæst fuldstændig bagover over Saveus, der lagde P3 Guld ned, jubler rockgruppens forsanger, Mathias Kolstrup, til Ritzau Fokus og fortsætter:
– Da jeg hørte det første gang, syntes jeg bare, at det var det mest sindssyge nummer. Jeg spillede det for de andre nede i studiet, og vi sad bare og gloede ud i den blå luft i fem minutter, fordi vi var dybt deprimerede over, at vi ikke kunne lave noget, der bare tilnærmelsesvis var så fedt, storroser sangcharmøren imponeret.
Stjerneskuddet MØ
Et andet musikalsk stjerneskud, der har hittet, er den odenseanske darling MØ, der med kometfart har indtaget alverdens pladeafspillere sammen med Major Lazer og DJ Snake og nummeret “Lean On”.
Som den mest streamede sang i 2015 har det indisk-inspirerede hit også kørt nonstop hos flere danske grupper.
– Når den bliver spillet, kan man ikke sidde stille, konstaterer Scarlett Pleasure, mens Ulige Numre erklærer sig helt enige i det funky hit, der har lagt hele verden ned.
– Det er et super dejligt nummer. Den er røget ud over landets grænser, og det er super flot, roser de.
Også Kesis superhit “Søvnløs” har været soundtracket hos flere danske musikere gennem 2015. Karl William, der vandt P3 Gulds talentpris i år, har voldspillet nummeret, som også X Factor-gruppen Citybois er vilde med at trykke play til.
– Det er virkelig en banger – selv om man har hørt lyden før, så har man ikke hørt det på den måde, siger de populære hjerteknusere.
/ritzau/FOKUS