Danske Ridiculousness-værter: -Her følte vi os lidt åndssvage

De deler nogle af internettets sjoveste og skøreste videoer, men hvad er det dummeste, de selv har gjort?

Tv-vært Mattias Hundebøll er vært på den danske udgave af det amerikanske succesprogram “Ridiculousness”. Sammen med sine to medværter USO og Amalie Wichmann underholder han med vanvittige videoklip fra internettet. Foto: Scanpix/Simon Læssøe
Offentliggjort Sidst opdateret

I den danske version af MTV’s amerikanske succesprogram “Ridiculousness” fyrer vært Mattias Hundebøll sammen med sine to medværter, rapperen USO og tøjdesigneren og modellen Amalie Wichmann, op for nogle af internettets skøreste og sjoveste videoklip.

I programmet får værterne hver gang besøg af en hemmelig kendis-gæst, som skal se udvalgte klip.

Men det er ikke kun i programmet, at der er lagt op til absurde og vanvittige øjeblikke. For sjove hverdagsbommerter og åndssvage øjeblikke er noget, alle tre værter kan nikke genkendende til.

Faldt på sin cykel

Da rapperen USO senest følte sig forlegen og en smule åndssvag skete det, da han faldt på sin cykel ved Kongens Have i København.

– Vi troede, vi var seje på cykel og kørte op og ned på fortovet. Det havde regnet lidt, og pludselig lå jeg på jorden og følte mig ikke så sej. Folk stod og gloede, mens andre cyklede forbi. Det var ret åndssvagt, siger han med et stort grin.

Kørt ned af stor lastbil

Også programmets kvindelige vært, Amalie Wichmann, der bor og arbejder i Los Angeles til daglig, fortæller, at hun tit gør ting, som ender galt, og at hun efterhånden har haft brækket alle knogler i kroppen.

– Det mest voldsomme, jeg har været ude for, var, da jeg kørte rundt på scooter i Las Vegas og blev kørt ned af en stor lastbil.

– Jeg fløj op i luften og landede med ansigtet i asfalten. Det endte med en brækket nakke og et brækket knæ, fortæller Amalie Wichmann om episoden, som fandt sted for nogle år siden.

Lagde polterabend på Instagram

Programmets kække vært, Mattias Hundebøll, der ellers er fast vært hos TV3, lavede sin seneste bommert, da han kom til at lægge en video fra sin polterabend op på Instagram for et par uger siden.

– Den røg på forsiden af Ekstra Bladet. Så jeg skal nok lige huske, at det ikke kun er kammeraterne, som ser de ting, jeg poster, lyder det fra en halvforlegen vært.

Den danske udgave af “Ridiculousness” ruller over skærmen 14. maj

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS