Danske seersucceser vinder populære publikumspriser
Successerien "Badehotellet" og actionbraget "Underverden" blev de helt store vindere til årets Svend Prisen.
Svendborg var fyldt med stjernestøv onsdag aften i anledning af uddelingen af publikumsprisen Svend Prisen med komikerduoen Ditte Hansen og Louise Mieritz i spidsen som showets værtinder.
“Underverden” med Dar Salim i hovedrollen nappede statuetten som årets danske film, og det højspændte actionbrag vandt blandt andet over “Den bedste mand” og Casper Christensen og Frank Hvams komedie “Dan Dream”.
Også skuespilleren bag skurken i “Underverden”, Ali Sivandi, fik en pris med hjem. Juryen overrakte nemlig stjerneskuddet særprisen som årets håb.
Badehotellet høstede flere priser
Den prisvindende seersucces “Badehotellet” kan også sætte flere trofæer op på den bugnende hylde.
Publikum har nemlig kåret “Badehotellet” som årets danske tv-dramaserie over blandt andet tredje sæson af “Arvingerne” og anden sæson af “Bedrag”.
Seriens kvindelige hovedrolle Rosalinde Mynster blev hædret for sin præstation i “Badehotellet”.
Den 26-årige skuespillerinde vandt nemlig prisen som bedste danske skuespiller i en tv-dramaserie over blandt andre Carsten Bjørnlund for tredje sæson af “Arvingerne”, Nathalie Madueño for anden sæson af “Bedrag” samt aftenens værtinder, der var nominerede for deres selvbetitlede serie “Ditte & Louise”.
Skuespillerveteranerne Nikolaj Lie Kaas og Trine Dyrholm blev kåret som henholdsvis bedste mandlige og bedste kvindelige skuespiller for deres respektive præstation filmen “Du forsvinder”.
Årets danske børnefilm blev “Iqbal & superchippen”.
Det er 13. gang, at Svend Prisen er blevet uddelt.
/ritzau/FOKUS