Danske stjerner ramt af corona
Flere danske personligheder - herunder Helle Thorning-Schmidt og Peter Mygind - har måttet revidere deres juleplaner efter en positiv test for coronavirus.
Mens smittetallene igen slår kedelige rekorder i dagene op mod juleaften, har også flere kendte danskere måttet revidere deres planer for fejringen.
Senest har Peter Mygind fortalt, at virusset har inficeret hans jul.
- Min jul har taget en ny drejning, siger Peter Mygind til BT.
- Har heldigvis fået tredje stik, så mine symptomer er ikke så ubehagelige, som de kunne være. Men juleaften bliver nok kun med Lise og mig, siger den 58-årige skuespiller, der er kendt fra serien "Sommerdahl".
Peter Mygind og hans hustru, Lise Mühlhausen, isolerer sig, så godt de kan, fortæller han. De bor nemlig under samme tag som deres ældste søn, Julius, og hans lille familie samt Peter Myginds svigermor.
Ditte Ylva ramt
Også skuespilleren Ditte Ylva er blevet ramt af corona.
Den 44-årige seriestjerne, der er kendt fra "Dicte" og "Hånd i hånd", skriver i et opslag på sin Instagram, at hun er helt knust over at måtte aflyse familiens juleplaner.
- Jeg føler mig snydt for at spille hovedrollen i den mest romantiske julefilm. Nu skal vi lige finde ud af, hvordan isolation bliver romantisk ... Måske er der faktisk en mulighed, efter savn og feber er fordøjet og fordampet lidt? Måske skulle jeg tage det der "positiv" seriøst, skriver hun.
Ditte Ylva skulle ellers have været på vej til Jylland med sin kæreste, Jon, som hun for første gang ellers skulle holde jul med, og hans to børn.
Eks-statsminister fik besked hos Brostrøm
Mandag aften skrev landets tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt på sin Instagram-profil, at hun var testet positiv for corona.
Det skete ved en lyntest, der blev taget sammen med direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, lige inden de to skulle gæste DR-programmet "Aftenshowet".
- Stemningen er ikke god her. Jeg havde sådan set frem til at huse julen i Danmark for hele familien, skrev hun.
Limboland-skuespilleren Emma Sehested Høeg er også ramt, skrev hun mandag på sin Instagram, og det samme gjorde generalsekretær for Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen.