Dansker bag Netflix-serie: Periode med stor angst
Angsten for katastrofen har inspireret forfatter Jannik Tai Mosholt i arbejdet med anden sæson af "The Rain".
Sidste efterår gik en gruppe unge danske skuespillere på arbejde i en industribygning i Hvidovre for at optage anden sæson af den danskproducerede Netflix-serie “The Rain”, som blandt andet har Mikkel Boe Følsgaard og Alba August i hovedrollerne.
I den store grå hal, som midlertidigt var omdannet til filmset, var der blandt andet bygget et lavloftet laboratorium fyldt med mikroskoper, kitler og petriskåle.
I et hjørne af settet stod der primitive plantekasser, som seriens karakterer har brugt til at dyrke grøntsager i.
For ligesom første sæson af “The Rain” handler den nye sæson om en gruppe unge, som gør alt for at overleve i en verden, hvor en dødelig virus har udryddet det meste af Skandinavien og efterladt samfundet ødelagt.
Og selv om der er tale om en apokalyptisk sci-fi-serie – og katastrofen ikke nødvendigvis er et realistisk scenarie – så er der visse strømninger i tiden, som har inspireret seriens manuskriptforfatter, Jannik Tai Mosholt.
– Jeg har en oplevelse af, at vi er i en periode med enorm stor usikkerhed, tvivl og angst for alt muligt på verdensplan, og man taler om, at dommedagsuret har bevæget sig endnu tættere på klokken 12. Alle er ligesom bange for noget, uden at det er helt konkret, hvad det er, man er bange for, siger han.
– Den bevægelse synes jeg, er så tydelig lige nu, at den virkede interessant at beskæftige sig med, siger 41-årige Jannik Tai Mosholt, der tidligere har skrevet populære dramaserier som “Borgen” og “Bedrag” til DR.
Stærke temaer
Både første og anden sæson af “The Rain” har klima, natur og overlevelse som bærende temaer, og selv om Jannik Tai Mosholt understreger, at serien ikke er tænkt som en politisk kommentar, så er der blevet talt om klimakrise i skriverummet.
– Der er noget interessant i det, blandt andet fordi naturen er så strømlinet i Danmark, og mange steder er skoven plantet i snorlige rækker uden at være vild. Vi synes, det var interessant at undersøge, hvad der sker, når naturen slår tilbage. Kan vi så overhovedet finde ud af at overleve?
Han suppleres af producer Christian Potalivo.
– Der er ingen tvivl om, at vi har et hovedtema, der handler om, hvor langt mennesket kan trække den, før naturen slår igen. Kloden slår hårdt tilbage i øjeblikket, hvad enten man vil det eller ej, og det har ikke ramt os i Danmark på samme måde, som det desværre har ramt alle mulige andre, siger han.
Historien vi har drømt om
Mens første sæson af “The Rain” handlede om syv unge, der fandt sammen, efter katastrofen havde ramt, så bliver fællesskabet i gruppen sat under pres i den nye sæson, i takt med at naturen og virussen bliver farligere: Er det bedst at holde sammen eller gå hver sin egen vej for at overleve?
– Jeg synes, det er et interessant tema, fordi vores skandinaviske velfærdssamfund er bygget på idéen om, at vi er stærkere i et fællesskab. Hvis nogen skvatter, så står vi andre klar til at hjælpe dem op. Vi tager os af i hinanden, og derfor tror vi, at vi hver især står bedre, siger Jannik Tai Mosholt.
– Den holdning vil vi gerne prikke til, for hvad sker der, når man begynder at føle sig mere som et individ end et fællesskab? Hvad har det af betydning for det overordnede fællesskab, og hvad har det af betydning for en selv?
Første sæson af “The Rain” blev modtaget godt i udlandet, men fik mere lunkne anmeldelser i Danmark. Men ifølge Jannik Tai Mosholt har det ikke påvirket arbejdet med anden sæson.
– Det er klart, at man altid gerne vil elskes af alle for alt, hvad man laver. Men vi enormt glade for den modtagelse, serien har fået generelt, og vi har forsøgt at fortsætte med at fortælle den historie, som vi gerne vil fortælle i det univers, vi har drømt om, siger han.
Anden sæson af “The Rain” har premiere på Netflix den 17. maj.