Dansker i James Bond: -Aner ikke, hvad rollen går ud på

Det er meget lidt, David Dencik ved om sin rolle i den kommende Bond-film, men han glæder sig.

Karl David Sebastian Dencik, dansk/svensk skuespiller. Daniel Craig er tilbage som James Bond i den 25. Bond-film, der igen får en dansker på rollelisten. (Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag satte den dansk-svenske skuespiller David Dencik sig på et fly med kurs mod Jamaica, hvor han den næste uges tid skal udfolde sig på settet til den næste James Bond-film.

Han har nemlig landet en rolle i den gigantiske produktion, men det er forsvindende lidt, skuespilleren ved om, hvad han rent faktisk har sagt ja til.

– Jeg er ret begejstret, men med det aber dabei, at jeg ikke har læst manuskriptet endnu, så jeg ved ikke rigtig, hvad rollen går ud på, siger skuespilleren, der er født i Sverige, men opvokset i Danmark.

– Det er svært at kanalisere begejstringen, når jeg ikke rigtig ved, hvad jeg kan være begejstret over. Jeg kan være begejstret over idéen, at jeg skal være med i en Bond-film, men jeg har tidligere prøvet at være med i film, hvor det har været meget små roller, og hvor historien om at man er med, ender med at være større end selve opgaven, siger han.

Det var i slutningen af april, det kom frem, at David Dencik skal spille med i den 25. James Bond-film, der efter planerne har premiere næste år.

På rollelisten er – ud over Daniel Craig som James Bond – også store navne som Rami Malek og Léa Seydoux.

– Jeg ved jo ikke, hvem jeg får nogle scener med, men hvis bare det er nogle af dem, der er annonceret, så er jeg glad nok.

– Det er gode folk og gode kræfter. Jeg kender ikke dem alle sammen, men dem, jeg kender, er jeg spændt på at møde og arbejde sammen med, siger David Dencik.

Lige nu er han aktuel i serien “Chernobyl” på HBO Nordic, hvor han spiller Mikhail Gorbatjov, der var generalsekretær for Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP), da atomkatastrofen på Tjernobyl fandt sted.

Den rolle landede han efter en alenlang castingproces, og det har været det samme med Bond-rollen, fortæller han.

– Der været mange ture frem og tilbage til London og møder og samtaler. Der har været lidt at rode med for dem (holdet bag “Bond”, red.), for de skulle jo tænke over, hvad der ville fungere for deres film.

– Problemet for mig var, at jeg ikke rigtig kunne komme med en konstruktiv holdning, for jeg ved jo ikke noget om filmen, siger David Dencik.

Han medgiver, at det er lidt af et sats at takke ja til en rolle, man ikke ved noget om.

– Ja, det er ret vildt, men det kan de jo tillade sig, fordi det er Bond. De er så store og vigtige, siger han.

Powered by Labrador CMS