Danskerne: Det er ikke ok, Jokke!

Prins Joachim deler vandene efter, at det er besluttet, at han får apanage med til Frankrig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvert år modtager prins Joachim 3,6 millioner kroner i apanage. Dette har hidtil ikke været et problem, men prinsen flytter snart til Frankrig og Paris for at tage en militæruddannelse. Sammen med prinsen tager prinsesse Marie og parrets to børn med til de sydlige himmelstrøg.

Hele sagen startede, da prins Joachim og kongehuset meddelte, at han var optaget på École Militaire allerede fra september 2019 til sommeren 2020. Det skabte sidenhen megen debat, da det kom frem, at prins Joachim hver måned ville tage sin 299.125 kroner store apanage med til Frankrig.

BT har foretaget en ny undersøgelse med YouGov, der viser, at 49 procent af de adspurgte danskere mener, at det ikke er i orden, at prinsen tager pengene med til udlandet. Men samtidig vurderede 33 procent af danskerne, at det var helt i orden at prinsen tog de mange penge med til Frankrig.

– Det (École Militaire, red.) er en temmelig hård skole, og prinsen er reelt udelukket fra at passe sine protektioner. Han går i skole seks dage om ugen og har kun fri om søndagen. Og man tager jo ikke lige fra Paris og tilbage i en frokostpause, siger Søren Jakobsen, der er kongehus ekspert til BT.

I samme ombæring forklarer Søren Jakobsen, at det egentlig ikke er Joachim, som danskerne bør være sure på, men derimod dronning Margrethe. Det er nemlig regenten, der ifølge kongeloven, bestemmer over Joachim, selvom passet viser, at prinsen snart fylder 50 år.

Powered by Labrador CMS