Datede Nicki Bille og slog steward i en brandert

Danske Lykke May var en international supermodel. Men det lagde hun bag sig for at arbejde med kunst og hjælpe flygtninge. Den 16. juni fylder hun 40 år

Udgivet Opdateret

Få danskere når en status som international supermodel som Helena Christensen, Renée Toft Simonsen, Josephine Skriver og Nina Agdal - og som Lykke May, der fylder 40 år den 16. juni.

Lykke May Andersen blev født i København og voksede op med sin mor i Nordsjælland. Hun havde svært ved at koncentrere sig i skolen, fordi hun lider af udviklingsforstyrrelsen ADHD.

Derfor tog hun til den amerikanske storby New York allerede som 15-årig for at arbejde som model, og bare to dage senere bookede hun drømmejobbet for italienske Vogue.

Har arbejdet med de største

Hun har arbejdet for verdens største modehuse som Chanel, Prada, Dior, Louis Vuitton, Valentino, Balenciaga, Miu Miu og Victoria's Secret.

Og så har hun været på forsiden af magasiner som GQ, Elle og Sports Illustrated.

Den danske model har været internationalt eftertragtet både professionelt og privat.

Dannede par med verdensstjerne

Hun har nemlig dannet par med vovehalsen Steve-O fra MTV-showet "Jackass" og den amerikanske rockmusiker Kid Rock. Men alt har ikke været fryd og gammen.

Som 18-årig var Lykke May involveret i en bilulykke i New York, hvor en skraldebil påkørte den bil, hun sad i. Hun blev kastet ud af bilen og røg mange meter hen ad gaden.

Ulykken førte til så hårde kvæstelser, at hun var uarbejdsdygtig i et halvt år. Senere fik hun en erstatning på to millioner dollar - svarende til cirka 13 millioner kroner.

Slog en steward på et fly

I 2006 slog en beruset 23-årig Lykke May en steward på et fly fra Amsterdam til Miami. Da hun landede, blev hun anholdt, og modellen blev senere pålagt at gå i terapi efter sit vredesudbrud.

Efter ti år som international topmodel blev Lykke May i midten af 20'erne rastløs, og hun ønskede derfor at finde en anden karrierevej.

Den danske supermodel Lykke May, som fylder 40 år den 16. juni, blev i midten af 20'erne træt af at leve af sit udseende. Men efter en længere pause, hvor hun er blevet mor, har arbejdet med kunst og hjulpet bådflygtninge, er hun igen tilbage foran kameraet.
Den danske supermodel Lykke May, som fylder 40 år den 16. juni, blev i midten af 20'erne træt af at leve af sit udseende. Men efter en længere pause, hvor hun er blevet mor, har arbejdet med kunst og hjulpet bådflygtninge, er hun igen tilbage foran kameraet.

Fandt sin store kærlighed

Derfor begyndte hun at arbejde på et kunstgalleri, hvor hun mødte den 30 år ældre amerikanske maler og filmskaber Julian Schnabel.

De to blev kærester og i 2013 også forældre til sønnen Shooter Sandhed Schnabel.

Da sønnen var spæd, debuterede Lykke May som skuespiller.

Hun fik nemlig en rolle i Susanne Bier-filmen "En chance til" over for blandt andre de danske filmstjerner Nikolaj Coster-Waldau, Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen.

Datede Nicki Bille

I 2015 flyttede Lykke May fra sin søns far og byen, der havde været hendes hjem de seneste 15 år. Turen gik til Frankrig, hvor hendes nye kæreste - den danske daværende fodboldspiller Nicki Bille - havde kontrakt.

Forholdet varede et års tid, og siden bruddet har modellen boet i Danmark.

Her arbejder Lykke May stadig med kunst, og siden 2015 har hun været nødhjælpsaktivist, der hjælper flygtninge i Grækenland.

Er vendt tilbage

Derudover har hun studeret psykoterapi og involveret sig i kampagner, der skaber fokus på mental sundhed, hvor hun bruger sin egen erfaring med depression og angst.

Efter en længere pause fra modeverdenen er Lykke May også begyndt at vende tilbage til modeljob.

Powered by Labrador CMS