DBU tager landsholdstrøjen til nyt royalt niveau

Det store spørgsmål er for nogle nok, hvem der så bærer trøjerne.

Trøjerne giver børn med mor fra Australien og far fra Danmark mulighed for at holde med begge hold, når de mødes på banen. Foto: DBU.
Offentliggjort Sidst opdateret

Fodbold kan være andet og mere end dommer-frustrationer og skulende blikke mellem modstandere. Fodbold kan bringe mennesker sammen på tværs af verden, og før VM i Rusland blev skudt igang, sørgede det danske og det australske fodboldforbund for at skabe en virkelig god stemning inden, de to landshold møder hinanden i dag klokken 14.00.

Det startede faktisk allerede, da det peruvianske fodboldforbund rakte hånden ud på Twitter til kollegerne Danmark, og siden fulgte der en aftale mellem flere forbund om, at gruppe C skal være en venskabsgruppe.

Selvfølgelig vil alle holdene gerne videre fra gruppespillet, men det behøver ikke være med ondt blod på tværs af landegrænser, og det har blandt andet betydet, at det Australske fodboldforbund sendte fire ganske særlige fodboldtrøjer til Danmark, med navnene Josephine, Isaballa, Christian og Vincent trykt på ryggen.

Hvem har trøjerne på?

Kender man bare det mindste til kongehuset, ved man nok, hvem trøjerne i sidste ende var stilet til, og spørgsmålet er så, om Frederik og Marys børn, der er tættere forbundet med Australien end en gennemsnittelig dansker, så har fået trøjerne?

Ser man på videoen under denne artikel, bliver det klart, at de under ingen omstændigheder har fået trøjerne i den originale form. Hos DBU har man nemlig haft fat i skrædderkridt og saks og sørget for, at trøjerne forbinder Danmark og Australien på smukkeste vis før kampen.

Men hvem er de fire unger, der bærer trøjerne? Vi har spurgt Kongehuset for at få svar, men det er altså endnu ikke sket.

Powered by Labrador CMS