De gakkede gangarters fader fylder rundt
Satiregenren blev for evigt forandret af milepæle som "Monty Python" og "Halløj på badehotellet". John Cleese stod bag begge. Den 27. oktober fylder han 80 år.
Han har været ministeren for gakkede gangarter. Han har klaget over en død papegøje. Og han har gået strækmarch som verdens værste hotelejer.
John Cleese, der søndag den 27. oktober fylder 80 år, er en af verdens mest berømte og elskede komikere.
For et halvt århundrede siden slog han igennem med Monty Python-truppen og deres “Flying Circus”. En absurdhumoristisk, respektløs og visuelt nyskabende form for satire, der rullede over skærmene hos BBC fra 1969 til 1974.
Artiklen fortsætter under videoen
Derefter skabte John Cleese og hans daværende kone, Connie Booth, serien “Halløj på badehotellet”. Cleese fik som den forfærdelige hotelbestyrer Basil Fawlty millioner til at slå sig på maven af grin foran tv-skærmene.
Den rablende vittige dialog og de tåkrummende pinligheder på det kaotiske badehotel var med til at få serien kåret som de britiske øers sjoveste nogensinde af BBC i 2017.
Sort satire og folkekomedie
Mere end nogen anden er Cleese eksponenten for den sorte satire og komedie, der slog igennem i engelsk film og tv i 1970’erne og 80’erne – og stadig lever i bedste velgående.
Utallige komikere verden over skylder en stor tak til John Cleese og de andre skøre pythoner, der også spredte morskab med biograffilm som “Et herrens liv” (“Life of Brian”) og “Monty Python og de skøre riddere”.
Både “Monty Pythons Flying Circus” og “Halløj på Badehotellet” ligger efterhånden en menneskealder tilbage, men er stadig skattet. Størstedelen af Python-materialet blev sidste år gjort tilgængeligt på streamingtjenesten Netflix.
Grad i jura
Cleese har en eksamensgrad fra Cambridge i jura og samlede allerede i studieårene venner omkring sig, der opførte komedier i gruppen “Cambridge Circus”, som blev en forløber for Monty Python.
Han har alle dage været meget produktiv. Han fik også den halve verden til at grine i filmkomedien “Fisken de kaldte Wanda” fra 1988, og han har sat sit aftryk i såvel to James Bond-film som to af Harry Potter-filmene.
Derudover har han skrevet bøger og produceret film om virksomhedskultur. I Danmark har John Cleese optrådt i sketchshowet “Casper og Mandrilaftalen”.
Gift fire gange
John Cleese har været gift fire gange. Fra sine første to ægteskaber har han to døtre.
Politisk har han de seneste år gjort sig bemærket med sin støtte til briternes udtræden af EU. Og han gennemførte sit eget brexit sidste år, da han forlod Storbritannien og flyttede til den caribiske ø Nevis.