De kongeliges kok krydser Atlanten efter tragisk ulykke

Kokken Jesper Vollmer brækkede for fem år siden nakken og kæmper stadig med mén. Nu krydser han Atlanten.

Jesper Vollmer valgte at tage udfordringen med at krydse Atlanterhavet op, til trods for hans badeulykke for fem år siden.Foto: Claus Bech / SCANPIX
Foto: Claus Bech / SCANPIX

Offentliggjort Sidst opdateret

For fem år siden tog Jesper Vollmers liv en alvorlig drejning.

Han arbejdede på tiende år som kongelig køkkenchef, men på en badeferie til Thailand blev han overmandet af en kæmpebølge, som endte med at knuse hans nakke mod sandbunden.

Han mistede ikke førligheden, men han har genoptrænet lige siden og har i dag stadig udfordringer med balancen, sin gang og den højre hånd.

Alligevel besluttede han at gribe chancen og sige ja til at krydse Atlanterhavet på et sejlskib i tv-programmet “Over Atlanten”.

Artiklen fortsætter under videoen

– Mit allerførste udgangspunkt for at være med var, at jeg havde lovet mig selv, at hvis jeg kan blive stærkere, bedre og gøre flere ting i dag end i går, så må jeg ikke sige nej.

– Så alt, hvad jeg får af tilbud om træning og behandlinger, siger jeg ja til, hvis det giver mening og kan gøre mig stærkere, fortæller han.

Han besluttede sig for at lave, hvad han selv kalder “en Jesper Vollmer”, hvilket betyder at finde sin egen vej og gøre tingene på sin helt egen måde.

Stod for maden til besætningen

I løbet af de tre uger, hvor han og fem andre kendte var afsted, lykkedes det dog aldrig Jesper Vollmer at komme fysisk ovenpå.

– Det var bare virkelig besværligt at bevæge sig rundt. Men at kunne tage med på turen, lave mad og få sejlet uden at være ham den handicappede, dér var min mission fuldført.

– Jeg havde ikke brug for at være ham med skåneopgaverne, som ikke kunne være på lige fod med de andre. Så det var vigtigt for mig at finde nogle opgaver på skibet, som skulle gøres, og som også passede til min fysik.

Jesper Vollmer fik ansvar for indkøb af mad og tilberedning. Han var ikke i kabyssen hele tiden, men havde det store overblik.

Ekstrem søsyg de første 10 dage

De første ti dage gik dog med ekstrem søsyge, og kokken havde svært ved at nyde oplevelsen.

– Jeg var først rigtigt med på turen efter ti dage. Indtil da kunne jeg slet ikke kende den Jesper, jeg var, for jeg har aldrig prøvet at være så syg og dårlig af søsyge.

– Jeg har fået mest ud af turen psykisk, men det var hårdest fysisk. Mentalt var det fint, og det gav mig et selvtillidsboost, at jeg stadig fik præsteret, selv om jeg var syg og dårlig. Og da jeg kom af med søsygen, så kunne jeg nyde det helt vildt.

– De første ti dage så jeg heller ikke andet end de nærmeste tre-fire meter vand, men derefter kunne jeg for alvor kigge op og se, hvor smukt det hele var. At være så presset så længe er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet, konstaterer han.

Nu er intet derhjemme hårdt

Jesper Vollmer er tilfreds med beslutningen om at tage med, for turen har gjort ham stærkere – præcis som han havde håbet.

– Jeg vil gerne vise både mig selv, men også andre med udfordringer derude, at hvis jeg kan klare denne tur med mine skavanker, så er der altså mange derude, som kan få et lille spark bagi.

– Det er lidt kliché, men når man har været så presset så længe, så er intet herhjemme jo rigtig hårdt.

– Jeg skulle lave boller i karry dernede, fordi en af sejlerne havde efterspurgt det. Det tog mig tre timer, fordi jeg havde to gasblus og to gryder. Det var det. Herhjemme havde det taget en halv time. Alt er i dag meget nemmere, og når jeg laver boller i karry nu, står jeg og griner, fordi jeg kan huske, hvor hårdt det var på båden, siger han med et smil

Udover Jesper Vollmer deltager også Wafande, Katerina Pitzner, Julia Sofia Aastrup, Kristian von Hornsleth og Anders Lund Madsen i anden sæson af “Over Atlanten”, som vises på Kanal 5 og Dplay.

Powered by Labrador CMS