De pissede i hendes mad
En hudløs ærlig Maria Hirse tager i bogen 'Kvinde Værst' læseren med ind på kvindeafdelinger i landets fængsler, hvor der både er venner og fjender
Den tidligere Miss Danmark, 52-årige Maria Hirse, blev vækket og anholdt af to betjente en septemberdag i 2020.
De sigtede hende for hærværk, forsøg på røveri og for at have opfordret til vold mod en ekskæreste.
Klar til straf
Maria Hirse erkendte sin skyld. Det endte med to års ubetinget fængsel, og hun gjorde sig klar til at tage sin straf.
Men hun var på ingen måde bevidst om den virkelighed, der mødte hende bag tremmer.
Det skriver forlaget 'People's' i en pressemeddelelse.
Rotter, pis og tæsk
Det var en virkelighed, hvor volden og brutaliteten ulmede lige under overfladen, og hvor rotter, pis og tæsk var redskaber, når den interne hakkeorden skulle etableres.
Når døren smækkede for natten, sad Maria Hirse alene med sine tanker og savnet til sine børn. En håbløs situation, der kun blev forværret af en fremadstormende sygdom, der krævede kemoterapi.
Omsorg og håb
Men livet bag tremmer bød også på omsorg og håb fra de mest overraskende steder. Nye venskaber opstod, og selv grå dage kunne være fyldt med smil og kram.
I bogen 'Kvinde værst' beskriver Maria Hirse alt fra anholdelsen til løsladelsen i januar 2022.
En brutal og ærlig skildring af livet som kvinde i danske fængsler, hvor man ikke kan stole på nogen. Heller ikke sig selv.
Bogen udkommer 30. maj.