De skal bestemme Oscar-vinderne
Af de 842 inviterede nye medlemmer til Oscar Akademiet er halvdelen kvinder, og knap 30 procent er farvede.
Oscar Akademiet inviterer 842 nye medlemmer, hvoraf halvdelen er kvinder.
Det er første gang nogensinde, at andelen af inviterede kvinder runder 50 procent, skriver nyhedsbureauet AFP.
I over halvdelen af Akademiets afdelinger, herunder afdelingerne for instruktører, producere og forfattere, er der inviteret flere kvinder end mænd.
Akademiet er i mange år blevet beskyldt for ikke at være mangfoldigt nok med henblik på køn og etnicitet blandt medlemmerne.
I 2015 og 2016 fik Oscar-showet tilnavnet “Oscar So White”, som var en reference til de mange hvide nominerede i skuespillerkategorierne.
I år er knap 30 procent af de 842 inviterede medlemmer fra 59 lande farvede.
Artiklen fortsætter under videoen
Siden 2015 er andelen af farvede steget fra 8 til 16 procent.
Derudover er andelen af kvinder i Akademiet steget fra 25 procent til 32 procent.
Blandt de nyligt inviterede er stjerner som Lady Gaga, Adele, Claire Foy og “The Square”-skuespilleren Elisabeth Moss, der lige nu er aktuel i tv-serien “The Handmaid’s Tale”.
Det præcise antal af medlemmer i Akademiet er ukendt. Tidligere var der en begrænsning på 6000 medlemmer, men tallet kan nu være op mod 9000, skønner AFP.
Det er ikke usædvanligt, at danske filmfolk bliver inviteret med i Akademiet. I 2016 blev ti danske filmfolk indlemmet, herunder filminstruktørerne Nicolas Winding Refn og Tobias Lindholm.