De Unge Mødre-Julie: Kæresten er forsvundet
Julie Boraso Heinesen, kendt fra De Unge Mødre, gennemlever lige nu et sandt mareridt. Hendes kæreste er forsvundet på andet døgn
Siden tirsdag morgen har ingen hørt eller set noget til Benjamin – Julie Boraso Heinensens kæreste.
Den unge mor fortæller til Se og Hør:
– Det er en rigtig ubehagelig situation. Jeg prøver bare at være positiv og holde hovedet oppe og prøver at få lavet mine lektier og passe min skole, selv om det er svært.
Hun fortæller, at hun har hørt fra ham en enkelt gang. Natten til onsdag sendte han en sms, hvor han skrev, at han sov hos en ven.
Siden har der været helt stille på mobilen, og hans telefon er slukket. Ifølge Julie har han heller ikke været aktiv på Facebook.
Efterlyst hos politiet
Onsdag aften blev Julie så bekymret, at Benjamin blev efterlyst hos politiet. Et Facebook-opslag med signalement og oplysninger cirkulerer også på det sociale medie.
– Jeg vil bare gerne høre fra ham. Bare så han kan se, at vi er nogen, der er pissebekymrede, og at vi faktisk er nogen, der holder vanvittig meget af ham. At han er ønsket her. Der er jo nogen, der godt kan finde på at tage sådan nogle drastiske beslutninger, hvor de bare gerne vil gå under jorden.