Dedikerede Mø og Birthe Kjær får Smukfests hæderspris

Polka Verner Legatet går i år til sangerinderne Mø og Birthe Kjær, der bliver hædret for deres hårde arbejde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er nok de færreste, der sætter mange flere lighedstegn mellem Mø og Birthe Kjær, end at de begge er danske sangerinder.

Men de er måske slet ikke så forskellige igen, mener legatbestyrelsen, der i år har peget på netop de to som modtagere af Smukfests hæderspris, Polka Verner Legatet.

– Selv om der ved første øjekast er et stykke vej fra “Fisse i dit fjæs” til “Jeg går aldrig til bal uden trusser”, så tror vi alligevel, at disse kvinder har mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro,

– For de er nok forskellige i alder – og i musikalsk udtryk og valg af titler – men når det drejer sig om dedikation og hårdt arbejde, kommer de fra det samme sted, lyder det i bestyrelsens begrundelse for at hædre de to kvinder.

Uddeles for 17. gang

Det er 17. gang, at Polka Verner Legatet uddeles. Legatpuljen er på 200.000 kroner, hvorfor Mø og Birthe Kjær, som begge har optrådt på årets festival, modtager 100.000 kroner hver.

Legatet fik de overrakt torsdag eftermiddag i presseteltet på Smukfest af legatets to stiftere, Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt.

Polka Verner var trommeslager i Erling Erlang & Trio og døde som 46-årig af kræft i foråret 2003.

Oprettet af Søs og Kirsten

Polka Verner Legatet blev oprettet af Kirsten Lehfeldt og Søs Egelind i 2002, efter at de modtog Smukfestprisen.

En del af pengene, som fulgte med prisen, brugte de på at hylde trommeslageren Finn Grunnet Sørensen, også kendt som Polka Verner.

Året efter besluttede festivalen sammen med Lehfeldt og Egelind at gøre uddeling af legatet til et fast indslag på festivalen.

Se de seneste ti års modtagere af hædersprisen her:

2018: Mø og Birthe Kjær.

2017: Lærke Winther, Lene Maria Christensen, Mette Horn, Anna Neye Poulsen, Mia Lyhne, Ane Høghsberg, Ellie Jokar, Kia Liv Fischer, Helle Dolleris og Line Knutzon.

2016: Peter Belli, Marie Key, Mikael Simpson og Jytte Abildstrøm.

2015: Smukfonden.

2014: S!vas og Klaus Rifbjerg.

2013: Kronprins Frederik.

2012: Sanne Salomonsen og Jørgen de Mylius.

2011: Povl Dissing og Mikael Bertelsen.

2010: Leif Skov og Karsten “Kose” Sørensen.

2009: Flemming Quist Møller og Søren Østergaard.

Kilde: Smukfest.

Powered by Labrador CMS