Skip to main content

Degraderet af Thorning

Som 27-årig blev Lotte Bundsgaard i 2000 den indtil da yngste minister nogensinde. Syv år senere droppede hun politik for i stedet at stille spørgsmålene

Frem for at svare på spørgsmålene ville hun hellere stille dem.

Efter knap ti år i Folketinget stoppede socialdemokraten Lotte Bundsgaard sin politiske karriere i 2007 for i stedet at uddanne sig som journalist.

Fredag den 20. januar fylder hun 50 år.

De ti år i Folketinget var ellers ikke uden store begivenheder for Lotte Bundsgaard.

Den yngste minister

Efter blot to år på tinge blev hun i 2000 udnævnt som by- og boligminister og minister for ligestilling af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).

Dengang var hun samtidig som 27-årig den hidtil yngste minister i Danmark.

Under et år efter skiftede regeringsmagten dog, og frem til 2007 bestred hun i stedet forskellige ordførerposter i Socialdemokratiet.

Fra 2005 til 2006 var hun politisk ordfører for partiet under den nye formand, Helle Thorning-Schmidt.

Blev ofret

Men hun blev ofret og fjernet fra posten for at skabe ro i partiet, hvilket hun offentligt kritiserede.

- Jeg er uenig i den ledelsesstil, der ligger til grund for, at hvis man bare skifter lidt rundt på holdet, så løser man krisen, sagde Lotte Bundsgaard dengang til Fyens Stiftstidende.

Ved valget i 2005 var hun ellers en af de helt store stemmeslugere. Med 26.619 personlige stemmer på Fyn fik hun flere stemmer end den daværende formand, Mogens Lykketoft, og femteflest i hele landet.

Lotte Bundsgaard forlader her det gruppemøde i Socialdemokratiets folketingsgruppe i 2006, hvor hun blev fjernet fra posten som politisk ordfører. Fredag den 20. januar fylder hun 50 år.
Lotte Bundsgaard forlader her det gruppemøde i Socialdemokratiets folketingsgruppe i 2006, hvor hun blev fjernet fra posten som politisk ordfører. Fredag den 20. januar fylder hun 50 år.Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Helt slut

Ikke længe efter degraderingen var det helt slut med den politiske karriere.

Lotte Bundsgaard kom ind på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet og meddelte, at hun ikke genopstillede ved valget i 2007.

Og da hun året efter var i praktik på TV 2 Fyn, meldte hun sig helt ud af Socialdemokratiet.

Hun var efterfølgende både reporter og vært på regionalmediet. I dag arbejder hun som redaktør på TV 2 Nyhederne og bijobber som moderator gennem eget firma.

Uddannet lærer

Før den parlamentariske karriere blev Lotte Bundsgaard i 1996 uddannet som lærer fra Odense Seminarium.

Privat er hun gift med Søren Thorsager, tidligere socialdemokratisk rådmand i Odense og nuværende bestyrelsesformand for Energi Fyn, med hvem hun har tre børn.

Del din kommentar