Deler billeder fra genforeningen
Glæden var til at få øje på, da fyrstinde Charlene efter et halvt år i Sydafrika endelig kom hjem til familien i Monaco
Mandag morgen den 8. november vendte fyrstinde Charlene af Monaco endelig retur til Monaco, efter hun i et halvt år har været strandet i sit hjemland Sydafrika på grund af sygdom.
Om eftermiddagen samme dag delte hoffet i miniputstaten så en række billeder fra den lykkelige genforening af familien i et opslag på Facebook.
"Mandag den 8. november tidligt om morgenen bød prins Albert, ledsaget af prinsesse Stéphanie samt prins Jacques og prinsesse Gabriella velkommen til Charlene i Fyrstendømmet Monaco. Et gensyn fyldt med glæde og følelser," står der i opslaget.
Fyrstinden rejste til Sydafrika i starten af maj måned og skulle efter planen have været returneret til Monaco efter ti dage.
Flere kirurgiske indgreb
Men kort efter sin ankomst blev hun ramt af en infektion i næse-øre halsregionen, der har krævet en række kirurgiske indgreb.
Senest den 8. oktober.
Nu er hun så heldigvis blevet genforenet med sin mand, fyrst Albert, og parrets 6-årige tvillinger prinsesse Gabriella og prins Jacques.