Deler særligt Diana-minde
John Travolta fortæller om dengang han bød prinsesse Diana op til dans i Det Hvide Hus
Se flere fotos i galleriet ovenfor
Den 9. november 1985 oplevede den amerikanske skuespiller, Grease legenden John Travolta, et af de mest nervepirrende øjeblikke i sit liv.
Det fortæller han selv i et interview med det spanske-mexicanske medie Esquire Mexico.
Som en drøm
Episoden han referer til, var da han som gæst i Det Hvide Hus, inviteret af det daværende præsidentpar Ronald Reagan og ‘first lady’ Nancy, dansede med prinsesse Diana.
“Det var som i en drøm,” beretter han om den ikoniske dans.
Han fortæller også, at han var vanvittig nervøs.
“Jeg anede ikke, de ville opfordre mig til at danse med hende. Men jeg fik det store privilegium og æren af at gøre det. Og jeg tænkte: ‘Der må være en grund til det her, så jeg må give den alt, jeg har.’ Altså føre perfekt og sikre, det bliver sjovt,” siger han.
Selve dansen var den nemme del
John Travolta forklarer også, at selve dansen var ‘den nemme del’. Det var situationen omkring det at byde prinsessen op til dans , hilse på hende korrekt og virke selvsikker, der var det svære.
“Tænk på rammen. Vi er i Det Hvide Hus. Det er midnat. Scenen er som en drøm,” fortæller han og fortsætter.
”Jeg nærmer mig hende, rører let ved hendes albue og inviterer hende ud på gulvet.
“Hun drejer rundt og giver mig sit fængslende, lidt ‘triste’ smil og accepterer min invitation. Og der var vi så – dansede sammen som var det i et eventyr.”
Efter ønske fra Diana selv
Esquire Mexico fortæller også, at John Travolta tidligere har fortalt, at han efterfølgende fik at vide af Nancy Reagan, at det var efter ønske fra Diana selv, præsidentparret havde opfordret ham til at byde hende op til dans.
Den kjole, Diana bar denne aften, er i øvrigt senere blevet solgt på en auktion for 2,3 millioner kroner.
Se flere fotos i galleriet ovenfor