Deler trist nyhed
En af prins Harrys helt store hjertesager, Invictus Games, udsat for anden gang
Er der noget, der ligger britiske prins Harry på sinde, så er det Invictus Games, som han selv har været med til at opfinde og indstifte. Det er en international sportsbegivenhed lidt a la OL, hvor deltagerne alle har det til fælles, at de har pådraget sig et handicap, mentalt eller fysisk, under tjeneste for deres land.
Nu har prinsen så måtte sluge den bitre pille, at corona-pandemien for anden gang har sat en kæp i hjulet for afviklingen. Det skriver blandt andet Hello Magazine.
Artiklen fortsætter under videoen
Tiltaget var oprindeligt planlagt til at skulle have fundet sted i Haag, Holland, allerede i 2020 men blev på grund af corona-pandemien flyttet til at skulle stå på fra 29. maj til 5. juni 2021. Nu har det så været nødvendigt at rykke det endnu engang, således det først løber af stablen i foråret 2022.
“For så mange rundt omkring i verden, inklusive Invictus-samfundet, har covid-19 ændret forventninger, håb og planer. Men vores urokkelige mission er forbundet med modstandsdygtighed og samfundssind – og den mission vil fortsætte med at skinne igennem fra nu og frem til foråret 2022, hvor vi håber at se jer alle i Haag,” lyder det i en fælleserklæring fra prins Harry og Invictus Games ledelsen til deltagerne.
Harry garanterer
Prinsen har også, sammen med en række aktive, i en video, som er blevet delt på Instagram, garanteret, at Invictus Games vil blive afviklet lige så snart verden tillader det. De benytter samtidig lejligheden til hylde alle de, der går forrest i kampen mod covid-19.
“Vi står bag jer til enhver tid,” lyder det blandt andet i videoen.
Vis dette opslag på Instagram
Det var i øvrigt i forbindelse med arrangementet i Toronto i 2017, prins Harry og hertuginde Meghan for første gang offentligt blev spottet sammen som par.