Den akavede ælling
Multikunstneren David Byrne er gået fra at synge om fremmedgørelse i bandet Talking Heads til at fokusere på fællesskab og håb, efter at håret er blevet hvidt
Som ung var David Byrne stærkt indadvendt og utilpas i sociale situationer. Nærmest autistisk ifølge ham selv.
Meget af den musik, der gjorde ham og hans succesfulde avantgardeband, Talking Heads, berømte, handlede om fremmedgørelse, og som frontmand var han selv kendt for sin akavede og kantede stil.
Vokset fra det
Men den skotskfødte amerikaner David Byrne, der lørdag den 14. maj fylder 70 år, er vokset fra det.
- Nu kan jeg tale med fremmede. De ved ikke, hvem jeg er, hvad jeg laver eller noget andet, men nogle gange er jeg ude at vandre, og hvis nogen kommer ned ad stien, siger jeg altid "hej" til dem, fortalte han tidligere i år til avisen New York Times.
Den kunst, der kommer ud af David Byrnes kringlede hjerne, er også med årene undergået en forvandling.
Kendt for det intellektuelle
Han er først og fremmest kendt for den intellektuelle, iørefaldende og nyskabende musik, Talking Heads producerede fra 1975 og halvandet årti frem. De stod bag klassikere som "This Must Be the Place", "Once in a Lifetime" og "Burning Down the House".
Allerede dengang var den særprægede Byrne sammen med bandet fremme i skoene med videokunst og designæstetik kombineret med et satirisk kommenterende udtryk.
Kunst rettet mod fællesskab
Med årene er hans kunst blevet mere rettet mod fællesskab og forbindelser, hvilket man kunne opleve de senere år i hans Broadway-show "American Utopia", der er blevet filmatiseret af Spike Lee.
David Byrne indrømmede også for nylig, at han er blevet mere optimistisk med årene. Med netmagasinet "Reasons to be Cheerful" forsøger han at fremhæve de gode ting, der også sker i verden.
