Den Kongelige Livgarde bevogter grænse
Garderne har haft opgaven siden den 27. juni.

Værnepligtige gardere fra Den Kongelige Livgarde har siden den 27. juni været en del af grænsebevogtningen i Danmark.
Forsvaret skriver i en pressemeddelelse, at soldaterne skal bidrage til den udvidede grænsekontrol, der blev etableret for at mindske spredning af coronavirus covid-19.
Artiklen fortsætter under videoen.
Beslutningen er truffet med baggrund i det nuværende forsvarsforlig, hvor man kan læse, at Forsvaret skal opstille en strategisk reserve, der kan støtte politiet i forbindelse med uvarslede hændelser.
Reserven er delt op i to dele; en hovedstyrke på godt 300 soldater og et vagthold af værnepligtige fra Vagtkompagniet ved Den Kongelige Livgarde (Beredskabsvagthold). Forsvaret skriver, at soldaterne arbejder under politiets ledelse, og i pressemeddelelsen kan man læse, at godt 100 værnepligtige gardere blandt andet afløser fastansatte soldater ved grænseovergange på Sjælland og i Nordjylland.
”Med indsættelsen af dele af Beredskabsvagtholdet nærmer vi os en normalisering i forhold til at frigøre soldater fra de ekstraopgaver, som Covid-19 har medført. Det giver mening i forhold til de opgaver, der skal løses for samfundet og for vores soldater, der skal have tid til at koncentrere sig om deres kerneopgaver,” siger forsvarschef general Bjørn Bisserup i pressemeddelelsen.
Det betyder med andre ord, at du kan møde gardere fra Den Kongelige Livgarde ved flere af landets grænser, og i øvrigt også ved landets testcentre, hvor det også er planen, at garderne skal stå vagt, hvis der bliver brug for det.