Den sexfikserede rødtop fra Manchester

Simply Red-forsangeren, Mick Hucknall, har sagt, at han har været i seng med omkring 3000 kvinder.

Mick Hucknall fylder rund.Foto: Eliseo Fernandez / SCANPIX
Foto: Eliseo Fernandez / SCANPIX

Offentliggjort Sidst opdateret

Simply Red-forsanger Mick Hucknall blev verdensberømt for sit krøllede røde hår, sin silkebløde stemme og sin hang til kvinder. Nu fylder popsangeren 60 år.

Med et stort, rødt, krøllet hår og en ædelsten klistret på sin ene fortand var Mick Hucknall den lysende popstjerne i bandet Simply Red, der især i slutningen af sidste århundrede indtog hitlisterne.

Mandaq den 8. juni fylder han 60 år, men selv om han stadig turnerer med sit band, så er der et stykke op til de poppede velmagtsdage i starten af 1990’erne.

I seng med 3000 kvinder

Her trak bandets ballader som “If You Don’t Know Me By Now” par tæt sammen på dansegulvet, mens kvinderne efter showet flokkedes om Mick Hucknalls seng.

Så heftigt gik det ifølge Hucknall for sig, at han på et tidspunkt anslog, at han havde været i seng med omkring 3000 kvinder. På tre år.

– Da jeg først blev berømt, gik det amok. Mellem 1985 og 1987 gik jeg i seng med omkring tre kvinder om dagen, hver dag. Jeg sagde aldrig nej. Det var det, jeg ville have ud af at være popstjerne, sagde han til avisen The Guardian i 2010.

Artiklen fortsætter under videoen.

Senere har han sagt, at det tal måske ikke skal tages helt bogstaveligt, men uanset er der ingen tvivl om, at han var damernes ven.

Han dannede blandt mange andre kortvarigt par med den danske kendismodel Helena Christensen.

Forladt af sin mor

Mick Hucknall blev født som enebarn i 1960 i Manchester.

Hans mor forlod ham, da han var tre år, og han har angivet det som grunden til sit store fokus på sex.

– Jeg ville have kærlighed fra hver eneste kvinde på planeten, fordi jeg ikke havde min mors kærlighed, har han sagt.

Som 24-årig etablerede han Simply Red, og hans lyse vokal slog straks igennem.

Gennem årene forlod de øvrige medlemmer bandet, og Mick Hucknall var derfor det eneste oprindelige medlem, da Simply Red blev opløst i 2010.

På det tidspunkt havde hans hang til alkohol overtaget hans hang til kvinder.

Genforenet med band

Opløsningen af bandet varede dog ikke ved.

I 2015 vågnede Simply Red fra de døde og indledte i Odense en ny turné med navnet “Big Love Tour”.

Samtidig vendte Mick Hucknall tilbage til studiet, og sidste år kom Simply Reds tolvte album, “Blue Eyed Soul”.

Powered by Labrador CMS