Den sidste af de franske helte er død

Leon Gautier, som var med i en kommandostyrke på 177 franskmænd under D-dag, er død i en alder af 100 år

Offentliggjort Sidst opdateret

Den sidste franskmand, der overlevede D-dag under de allieredes invasion af Normandiet i 1944, er mandag død.

Det oplyser lokale myndigheder.

Leon Gautier, der var en del af en 177 mand stor kommandostyrke bestående af franskmænd under D-dag, blev 100 år.

Vil ikke glemme ham

Operation Overlord, som den omfattende operation blev kaldt, var et afgørende vendepunkt i Anden Verdenskrig og bidrog til Nazitysklands nederlag i maj 1945.

D-dag fandt sted 6. juni 1944.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, beskriver Gautier og resten af styrken som "befrielsens helte".

- Vi vil ikke glemme ham, skriver Macron på Twitter.

Leon Gautier var en del af en 177 mand stor kommandostyrke bestående af franskmænd under D-dag. (Arkivfoto).
Leon Gautier var en del af en 177 mand stor kommandostyrke bestående af franskmænd under D-dag. (Arkivfoto).

18.000 nedkastet

Angrebet på D-dag blev ført an af amerikanske, britiske og canadiske styrker.

Også styrker fra blandt andet Australien, Belgien, Holland, Frankrig, Grækenland, Norge og Polen deltog - men med langt færre mænd.

Omkring 18.000 faldskærmssoldater blev nedkastet over invasionsområdet.

Blev fredsforkæmper

Imens blev over 130.000 soldater sat i land via søvejen.

Over 4000 allierede soldater døde på invasionens første dag.

Efter krigen blev Leon Gautier med tiden en fredsforkæmper.

- Man dræber mennesker fra den anden part, som aldrig har gjort noget mod dig. Som har familier og børn. Til hvilken nytte?, sagde han under en fejring af sin 100-års fødselsdag.

En lokal helt

Siden 1990'erne boede Gautier i byen Ouistreham, hvor borgmesteren mindes den nu afdøde veteran fra D-dag.

- Ouistreham er meget trist i dag. Tabet af denne faderskikkelse har gjort os forældreløse, siger borgmester i Ouistreham Romain Bail.

Han kalder Gautier "en lokal helt, som alle kendte".

D-DAG

D-dag (engelsk: D-day D for dag) var d. 6. juni 1944, hvor de Allierede gik i land i Normandiet i Nordvestfrankrig under 2. verdenskrig. Landgangen Operation Neptune var indledningen på den større operation Operation Overlord, der havde som mål at befri Europa fra den tyske besættelse. Operation Overlord begyndte på D-dagen og sluttede d. 19. august 1944, da de Vestallierede krydsede Seinen. Over 70 år senere er invasionen af Normandiet stadig den største amfibieoperation i historien og involverede mere end tre millioner soldater, der krydsede den Engelske Kanal til Normandiet.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS