Den søde ventetid: Dansk hitsangerinde går på barsel

Den danske hitsangerinde Stine Bramsen venter sig en lille ny, og nu er hun gået på barsel.

Stine Bramsen afslørede sin graviditet, da hun dukkede op på den røde løber ved Danish Music Awards i november sidste år. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Stine Bramsen er på barsel.

Sang i musikstudiet og koncerter på store scener landet over bliver snart skiftet ud med babysnak og bleskift for den danske hitsangerinde Stine Bramsen.

Til maj har “Prototypical”-sangerinden nemlig termin.

Og familien kan derfor se frem til at blive udvidet med et lille nyt medlem meget snart.

Musikken sat på standby

Den 30-årige popsangerinde har allerede inden fødslen sat arbejdet i musikstudiet på pause.

Nu nyder hun den sidste søde ventetid derhjemme, hvor hun holder barsel.

Det afslører Stine Bramsen på det sociale medie Instagram.

Slapper af i sofaen

Her har hun delt et billede af sig selv, hvor hun slapper af i sofaen med fødderne på sofabordet under hashtagget “barsel”.

– Oh hej babypause. Indtil videre føler jeg, at vi vil komme godt ud af det med hinanden, skriver hun og tilføjer hashtaggene “fødderne op”, “serietid” og “hvad der gør mig glad”.

Lørdag delte hitmageren, der tidligere var en del af det populære popband Alphabeat, et sidste billede af sig selv i musikstudiet for denne gang.

– Den allersidste session før stormen, skrev hun til billedet, der også viste en del af sangerindens højgravide mave.

Afslørede graviditet til DMA

Stine Bramsen afslørede nyheden om den forestående familieforøgelse, da hun i november dukkede op på den røde løber ved Danish Music Awards i Forum i København.

– Ja, jeg er gravid igen. Det kan ikke rigtig skjules længere, sagde sangerinden, der havde iklædt sig en stram kjole, der tydeligt viste babybulen.

– Jeg er i andet trimester, men mere vil jeg ikke sige lige nu, andet end at jeg selvfølgelig er rigtig glad, sagde den nu kommende mor til to.

Gift i 2013

Stine Bramsen fandt i 2011 sammen med Kasper Adsbøll, der er ven med sangerindens tidligere bandkammerat Anders Stig Gehrt-Bendixen fra Alphabeat.

Parret blev gift i september 2013, og året efter blev de forældre til sønnen, Alfred, der kan se frem til at blive storebror snart.

Se Stine Bramsens billeder her:



/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS