Dén ubådsfilm gjorde ham verdenskendt

Instruktøren Wolfgang Petersen har lavet talrige spændingsfilm i sin karriere. Men det var med "Das Boot", han slog sit navn fast. Den 14. marts fylder han 80

Den tyske filminstruktør Wolfgang Petersen fylder 80 år søndag den 14. marts. Han fik sit store gennembrud med ubådsfilmen “Das Boot” i 1981. Foto: Frankhoermann/Sven Simon/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

“Das Boot” – så udramatisk navngav filminstruktøren Wolfgang Petersen sit nervepirrende mesterværk fra 1981 om en tysk ubåd og dens besætning, som for alvor gjorde hans navn kendt.

Skildringen af det livsfarlige og klaustrofobiske liv i ubåden under Anden Verdenskrigs rædsler på Atlanterhavet blev samtidig en symbolsk skildring af Det Tredje Riges storhed og fald.

Wolfgang Petersen blev selv nomineret til to Oscar-statuetter for “Das Boot”, og filmen til fire.

Søndag den 14. marts fylder filminstruktøren, som også er producer og manuskriptforfatter, 80 år.

Står bag flere store film

Han står bag thrillere som “The Never Ending Story” (1984), “Enemy Mine” (1985) og “In the Line of Fire” fra 1993 med Clint Eastwood som livvagt, der blev en økonomisk succes.

Filmen åbnede døre, blandt andet til produktionen af “Outbreak” med Dustin Hoffman som virusekspert i en pandemiramt verden (1995).

Senere kom “Air Force One” med Harrison Ford som præsident (1997), der blev en regulær blockbuster”. Så fulgte “The Perfect Storm” (2000), “Troy” (2004) og “Poseidon” (2006).

Kritikerkorpset anerkender Wolfgang Petersens ferme håndelag og har ophøjet nogle af hans værker til kunst. Andre af hans film er blevet stemplet som ligegyldige og overfladiske flop.

Født i Tyskland

Han er født i Emden i Tyskland og gik i skole i Hamburg, hvor han i 1960’erne instruerede skuespil på Ernst Deutsch Theater.

Wolfgang Petersen studerede årene 1966-1970 på film- og fjernsynsakademiet i Berlin og var senere med til at lave den populære tv-serie “Tatort” (“Gerningssted”).

Her kom han til at arbejde sammen med skuespilleren Jürgen Prochnow, som senere skulle blive ubådskaptajnen i “Das Boot”.

I 2016 instruerede Petersen sin første tysksprogede film siden “Das Boot” – “Vier Gegen die Bank”.

Powered by Labrador CMS