-Den vildeste knytnæve i maven
Man er ikke sikret endnu en fredag på dansegulvet, selv om dommerne honorerer indsatsen. Det er hårdt, lyder det nu fra Karina Frimodt
Det blev blot til to fredage på gulvet for Vild med dans-veteranen Karina Frimodt og dj'en Nicholas Kawamura.
Parret røg ud som det første i årets udgave af dansedysten, og det kom bag på Karina Frimodt.
Hun og Nicholas Kawamura lå ellers fint i feltet efter dommernes karakterer. Men seerne stemte dem ud til fordel for musicalskuespilleren Andrea Lykke Oehlenschlæger og hendes makker, Eugen Miu.
- Det må være den vildeste knytnæve i maven, jeg nogensinde har fået, skriver Karina Frimodt på Instagram, efter at det har bundfældet sig.
En stor tak
Hun sender samtidig en stor tak til Nicholas Kawamura, der efter exittet placerede "Vild med dans" på top fem over de største oplevelser i sit liv.
- Tak til Nicholas Kawamura for at være en fuldstændig fantastisk dansepartner. Varm, betænksom, 100 procent engageret i dansen og med fightervilje. Vi faldt hurtigt i hak og kunne snakke om alt, skriver Karina Frimodt og tilføjer:
- Jeg er så glad for at have fået muligheden for at lære dig at kende, og du, Trine og børnene slipper ikke for mig nu, forsikrer hun.
Konen forstår det ikke
Nicholas Kawamura er gift med influenten og stylisten Trine Kjær, og hun forstår heller ikke, hvorfor gemalen ikke fik en uge mere på dansegulvet.
- I fortjente så meget mere. Danmark er ikke for kloge, skriver hun til et billede, Nicholas Kawamura har lagt op på Instagram.
De resterende ni par går på gulvet fredag klokken 20.00 på TV 2.