- Der skal dælme samarbejdes
Lise Baastrup tænker ofte på, hvor heldigt det er, at hun og ægtefællen Jacob Dahl også er glade for hinanden med to små børn i hælene
Skuespilleren Lise Baastrup kan netop nu ses i den anden sæson af DR-dramaet "Orkestret".
Serien udspiller sig i og omkring et orkester, og anden sæson omhandler særligt ægteskabet - og når det ikke spiller, men ender i en skilsmisse.
Selv har Lise Baastrup netop kunne fejre såkaldt bomuldsbryllup efter to års ægteskab med gemalen Jacob Dahl, 57.
- Det bedste ved at være i et forhold er, at vi har hinanden. Vi er et hold. Man har sin makker, siger 40-årige Lise Baastrup.
Mødtes i Cirkusrevyen
Parret mødte hinanden i 2017, da Lise Baastrup medvirkede i Cirkusrevyen, hvor Jacob Dahl var forestillingsleder. Han er søn af revydronningen Lisbet Dahl, som også var revyens instruktør dengang.
Efter to års forhold blev Lise Baastrup og Jacob Dahl forældre til datteren Laura. Siden har de fået endnu en lille pige, Elin, der kom til verden sidste år.
- Vi fik egentlig børn ret hurtigt, hvilket jeg tror er godt, for så er alting stadig så nyt. Vi er ikke nogle, der har været sammen i ti år og dybest set tænker, at det er lidt kedeligt. For så er det ikke børn, der redder det, siger Lise Baastrup og fortsætter:
- Jeg tænker ofte på, hvor heldigt det er, at vi er så glade for hinanden, når vi har fået to børn. For hvis man ikke var det, så ville man rive hovedet af hinanden. For man skal dælme samarbejde, lyder det fra hende.
Forståelse og tålmodighed
- Det kræver det bedste samarbejde i verden at have børn, og det kræver forståelse og tålmodighed at sige: "Nu går du ind og sover. Det er okay. Det bliver jeg ikke misundelig over".
Det gælder om at have hinandens ryg, mener Lise Baastrup.
- Jeg tænker ofte over, at der må være mange, der har det hårdt, hvis de ikke er rigtigt gode til at samarbejde, siger hun.
Der er meget at se ting, når man har to små hvirvelvinde, og man samtidig har en kreativ karriere med meget skiftende arbejdstider - som regel, når alle andre har fri.
I undtagelsestilstand
- Når børnene først er puttet, så tænker man: "Det var da ikke så slemt". Men når man er i det, så kan det være et kaos. Du er i sådan en undtagelsestilstand. Men jeg er glad for at være mor, siger Lise Baastrup og fortsætter:
- Det er et kaos, jeg elsker. Også fordi jeg ved, at det lige pludselig stopper, og så er det to større børn, man bare har almindelige samtaler med. Så man skal også nyde det her og nu.
Lise Baastrup kan slet ikke begribe, at hendes ældste datter næste sommer bliver skolebarn. Så hun forsøger at trække tiden, inden der venter lille Laura et nyt og langt kapitel.
- Det er dejligt, at der lige er et år til. Vi skal lige lege lidt mere, lyder det fra Lise Baastrup.
- Det gik alligevel stærkt
- Jeg kan godt forstå de forældre, der tuder, når de holder tale til deres børns konfirmation. Det er jo virkelig et tidspunkt, hvor man tænker: "Var det det? Nu begynder du bare at gå til alt muligt sport. Så begynder du at gå i byen, og så flytter du hjemmefra. Hold da op, det gik alligevel stærkt".
Men sådan går livet sin gang, og der kommer også nye livsbekræftende gaver i, at de bliver ældre og vokser sig større.
- Man skal også nyde det nu og huske tilbage på dengang, de ikke sov igennem om natten, man skulle skifte ble hele tiden, og den ældste tegnede på fjernsynet med en sprit-tus, siger Lise Baastrup og griner.