-Der skal være mulighed for gravøl

Lise Nørgaard havde en lang karriere som banebrydende journalist bag sig, inden hun skabte den mest sete tv-serie herhjemme nogensinde. Tirsdag fylder hun 105

Udgivet Opdateret

Mads Skjern, Ingeborg, familien Varnæs, fru Fernando Møhge, Røde og alle de andre karakterer i "Matador" er langt de fleste danskere bekendt med.

De har også haft mange lejligheder til at blive det: Otte gange er tv-serien rullet over skærmen hos DR - senest i 2020 - hvoraf én af gangene gav de højeste seertal målt på dansk fjernsyn nogensinde.

Den har desuden slået rekorder ved at blive solgt i flere millioner eksemplarer på videobånd og dvd, og den kan naturligvis også ses på nettet.

Ikke dårligt for en serie med nu over 40 år på bagen.

Fylder 105 år

Skaberen af føljetonen om den fiktive købstad Korsbæk kan på samme måde beskrives som langtidsholdbar.

Tirsdag den 14. juni runder Lise Nørgaard nemlig 105 år.

Igennem sit lange liv har hun nået meget andet end at være ophavskvinde og manuskriptforfatter til "Matador".

Tidligere har hun også givet udtryk for at være en smule mættet af at skulle tale om serien, fortalte hun i 2017 til fagbladet Journalisten.

- Jeg synes, det er lidt kedeligt, at det altid skal handle om "Matador". For jeg føler mig jo først og fremmest som journalist, lød det fra Lise Nørgaard, som har været tilknyttet en række danske aviser.

Første modtager

Hun var da også den første modtager af Publicistklubbens ærespris i 2017, da den hædrede hende for et meget langt liv med "kolossal flid, nysgerrighed og fortælleglæde".

Lise Nørgaard, der er født Elise Jensen, blev oprindeligt udlært på Roskilde Dagblad, hvor hun kom i lære som 18-årig og arbejdede som journalist i 14 år.

Siden kom hun til dagbladet Politiken i 19 år, hvor hun var en pioner, der var med til at udvikle avisens i dag så velkendte forbrugerjournalistik og også markerede sig med kvindestof.

På Ugebladet Hjemmet blev hun kendt som kommentator og brevkasseredaktør, og hun fortsatte i samme egenskab på Berlingske Tidende.

Sideløbende skrev hun manuskripter, blandt andet til to Dirch Passer-film og serien "Huset på Christianshavn", inden hun skabte "Matador" i slut-70'erne.

Mener noget

Lise Nørgaard har desuden forfattet en lang række populære bøger, herunder "Med mor bag rattet", "Kun en pige", der også blev filmatiseret, og "De sendte en dame".

Hun er kendt for at interessere sig for det, der sker omkring hende - og mene noget om det. Og så er hun et ikon, en kvinde og en kulturpersonlighed, der har sit præg på de danske medier.

Lise Nørgaard var også med til at skrive manuskripter til 'Huset på Christianshavn', inden hun for alvor slog igennem med 'Matador'. (Arkivfoto).
Lise Nørgaard var også med til at skrive manuskripter til "Huset på Christianshavn", inden hun for alvor slog igennem med "Matador". (Arkivfoto).

Flyttede på plejehjem

Sidste år flyttede Lise Nørgaard på plejehjem efter at have mistet næsten hele synet, og kort før nytår stillede hun op til interview for - ifølge eget udsagn - sidste gang.

I hendes kendte, muntre stil fortalte hun også til TV 2, at hun stadig var "en festabe", der havde kalenderen fuld af aftaler med venner på alder med hendes børnebørn - når coronahensyn tillod det.

Og så havde hun lovet at holde sig i live, indtil restriktionerne forsvandt.

- Jeg siger til mine venner, at jeg nok skal lade være med at dø, før der er mulighed for en ordentlig gravøl, sagde Lise Nørgaard til TV 2 med vanlig tør humor.

Powered by Labrador CMS